Forfatningsspørgsmålet på banen

Politikerne er ikke meget for at tale om en samlet EU-forfatning, alligevel kom spørgsmålet på banen, da Dansk Industri og CO Industri holdt EU-konference på Christiansborg. Græsrodsbevægelsen Nyt Europa vil have befolkningen til at svare på, hvad der skal stå i en kommende EU-forfatning.
Jon Adelsten

Politikerne undgår jo forfatnings-ordet systematisk, og det er opsigtsvækkende, at Hans Skov Christensen bruger ordet forfatning, siger Søren Lundby.

Det store spørgsmål, om hvorvidt EU skal have en egentlig forfatning, bliver som regel undgået af de danske toppolitikere. Forfatningsbegrebet minder om en føderalisering af samarbejdet og er derfor et ømt emne i debatten med de EU-skeptiske vælgere. På onsdagens store konference på Christiansborg arrangeret af Dansk Industri og CO Industri blev Danmarks forestående EU- formandskab i 2002 diskuteret. Venstres leder Anders Fogh Rasmussen ønsker blandt andet, at det danske formandsskab skal bruges til en afklaring af, hvad EU skal tage sig af, og hvad der skal høre under nationalstaterne. Det er ideen om det såkaldte "kompetencekatalog", som Anders Fogh Rasmussen lancerede efter Euro-nederlaget. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen talte om en "grund-traktat", der skal trække en streg i sandet, men uden at udelukke en fælles løsning af fremtidige problemer. Men både statsministeren og Venstres leder undgik at bruge forfatnings-begrebet, om den afgrænsning og definition af EUs områder og kompetencer, som de begge ønsker.

Europæisk forfatning i 2005
Forfatnings-ordet kom alligevel på banen, da direktør for Dansk Industri Hans Skov Christensen brugte begrebet i sit indlæg. Det mener formanden for Nyt Europa Søren Lundby er opsigtsvækkende.
- Politikerne undgår jo forfatnings-ordet systematisk, og det er opsigtsvækkende, at Hans Skov Christensen bruger ordet forfatning, siger Søren Lundby.
Han håber, at forfatningsdiskussionen nu bliver åbnet, så befolkningen kan komme med i debatten om, hvad den skal indeholde. Derfor starter Nyt Europa også et debatinitiativ om forfatningsspørgsmålet.
- Vi tror på en europæisk forfatning i 2005. Vi plejer jo at vente med de store diskussioner, til der ligger et konkret forslag, men så kommer der en hurtig debat, som befolkningen ikke når at fordøje, inden vi går til afstemning. Derfor lægger vi op til en debat mellem ikke-parlamentarikere, om hvad der skal stå i den forfatning, siger Søren Lundby.

Forfatningsdebat i befolkningen
Nyt Europa vil forsøge, at samle en folkelig debat om spørgsmålet i et forfatningsforum. Her skal et rådgivningspanel, der blandt andre består af chefredaktør Tøger Seidenfaden, EU-forsker Lykke Friis, chefredaktør Anne Knudsen og EU-ambassadør Niels Ertbøll, bidrage med ekspertise og råd til debatten. Desuden vil Nyt Europa holde et arrangement i København med 1000 unge fra hele Europa, for at brede diskussionen ud til andre lande. Arrangørerne holder dog fast i, at debatten skal være for almindelige borgere og ikke politikere.
- Der går hurtigt minimumsdagsorden i det, hvis det er poilitikere, der deltager. Vi skal turde at tage debatterne selv. Hvis vi som vælgere viser, at vi tør tage de store og svære debatter, så skal politikerne nok følge efter, siger Søren Lundby.

NytEuropa har desuden etableret nye separate debatsider under overskriften Let's shape Europe.
Her er debateres: Globalisering, forfatning, identitet og opgaver. Læs CO Industri og Dansk Industris oplæg til det danske EU-formandskab her

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00