Turen går til Aalborg

24. maj 2012

Den 10. juni afholder Flyvevåbnet sit Åbent Hus-arrangement. Det holdes nu til dags hvert andet år og har fået det ungdommelige navn “Danish Airshow“. I år er det henlagt til Flyvestation Aalborg og nytkampfly.dk vil naturligvis på pletten med spidset pen, blok og kamera.

Tilstede vil også være den ene af de tre kampflykandidater. Det er svenske Gripen, der både kan ses i luften og på jorden på såkaldt statisk display. For to år siden, da arrangementet blev holdt på Flyvestation Skrydstrup, stillede Lockheed Martin med en mock-up af F-35 Joint Strike Fighteren, men det bliver tilsyneladende ikke tilfældet i år. Og Boeing har heller ikke i år kunnet få US Navy til at komme forbi med en eller flere F-18 Super Hornets. Til gengæld kan vi se Eurofighteren. Både i luften og på statisk display. Europæeren er som bekendt ikke med i konkurrencen – men vil gerne ind. Alle fire kampflyproducenter har dog almindelige stande.

I helikopterkonkurrencen må vi nøjes med at stifte bekendtskab med vores egne aldrende Lynx’er, som de nye helikoptere skal afløse. Det havde dog været fedt, hvis de to finalister, Wildcat og Seahawk, havde stået til skue side by side. Alternativt kunne det have været et lækkert lille plaster på såret, hvis svenskerne eller østrigerne kiggede forbi med en Blackhawk. Men sådan skulle det ikke være.

Og hvad er der ellers at se på?

Som bekendt interesserer jeg mig egentlig ikke for militærflyvning, men begyndte blot at skrive om kampflyindkøbet fordi jeg syntes at andre medier skrev alt for lidt om dette milliardindkøb. Så min begejstring for at se en polsk Mig-29 er ikke lige så stor som da jeg i starten af maj var ombord i en Boeing 787 eller da jeg på Paris Airshow i 2005 for første gang så en Airbus A380.

Men Mig-29’eren vil uden tvivl være en af de store publikumsmagneter, sammen med en række opvisningshold fra Schweiz, Frankrig, Kroatien og Tyrkiet.

Personligt glæder jeg mig til at se C-17 transportflyet og nærstuderer de to C-130 Hercules-maskiner i Special Ops-konfiguration, som amerikanerne sender på besøg. Måske man kunne få nogle ideer til hvordan vores Hercules’er skal ombygges, når/hvis de en dag skal indgå i special ops-missioner sammen med jægerkorpset og/eller frømandskorpset og evt. søværnets fregatter og de nye skibsbaserede helikoptere.

Der bliver desuden mulighed for at se et lufttankningsfly og et AWACS-fly samt en norsk og en amerikansk udgave af ubådsjæger-flyet P-3 Orion, der også kan bruges til overvågningsopgaver på land. Boeing bygger på en ny udgave, P-8 Poseidon, baseret på 737-platformen. Det kunne være den slags fly, som Nato-landene havde en pulje af sammen. Det kunne også være at det var den slags vi var nødt til at have over Arktis i fremtiden.

Foruden flyene, så vil en stor del af det øvrige forsvar og beredskab også være tilstede med boder og stande. De får selskab af  Aalborg Zoo(!) og de to store forsvarsvirksomheder Danish Aerotech og Terma samt mange andre.

I Skrydstrup i 2010 anslog man, at der kom 125.000 besøgende, og logistikken var under al kritik med timelange køer på motorvejene og ikke skyggen af de lovede shuttle-busser mellem Flyvestation og Vojens Station. I år kommer jeg flyvende dertil, så jeg forventer at det bliver lidt lettere. I værste fald kan jeg vel se mig godt til begge sider inden jeg løber over banen fra den civile terminal i den sydlige del af Aalborg lufthavn til den nordlige miliært dominerede del :-)

Ses vi? Det tror jeg vist.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *