Fængsel til fart-syndere

Fængselsstraf for hasarderet kørsel, hvad enten personer kommer til skade eller ej. Det er en af de nye skrappere straffe, som regeringen vil tage i brug overfor fartbøller. Trafikministeren og Justitsministerens nye aktionsplan varsler flere nye love.
Jon Adelsten
Regeringen sætter nu ind overfor specielt de unge mænds appetit på høj fart og vild kørsel i trafikken. Flere end 500 mennesker dør hvert år i trafikken, og mange af dødsfaldene skyldes for høj hastighed.
-Regeringen vil ikke stiltiende være vidne til, at vi gang på gang oplever dødsulykker på grund af de unges hasarderede kørsel, siger trafikminister Jacob Buksti (S)

Høj fart kan koste fængsel
Fremover vil grove overtrædelser af færdselsloven koste fængselsstraf op til et år eller samfundstjeneste, og politiet får ret til at konfiskere bilen. De nye bilister vil i fremtiden få kørekortet udstedt på prøve de første to år, og i den periode kan det inddrages med krav om ny køreprøve, hvis færdselsloven overtrædes. Desuden bliver der indført en klippekortsordning for kørekortet, således at man mister kørekortet ved gentagne mindre trafik-overtrædelser.
- Det skal være klart for de unge, at handlinger har konsekvenser, og ikke mindst, når det kan gå ud over sagesløse, siger Jacob Buksti.

Indsats overfor holdninger
Desuden vil der blive iværksat kampagner rettet mod de unges forældre. Ministrene håber, at man ad den vej vil kunne bearbejde nogle holdninger hos de unge. Desuden skal der laves projekter om hastighed og risiko, hvor unge får lov at køre stærkt under sikre omstændigheder for at opleve hvilke konsekvenser ulykkerne har ved høj fart.
- Med de nye initiativer vil vi gøre op med myten om, at vild og hasarderet bilkørsel er smart og modigt. Vi vil sende det klare signal, at det skal have alvorlige konsekvenser at udsætte andre menneskers liv og førlighed for fare, også når det gælder bilkørsel, siger justitsminister Frank Jensen.

Detaljerne omkring straframmer og grænserne for overtrædelser er stadig ikke på plads, men de to ministre forventer at fremsætte en samlet lovpakke inden Folketingets sommerferie.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00