Opbakning til lettelse af u-landgæld

Begge sider i folketingssalen bakker op om Anita Bay Bundegaards forslag om at eftergive dele af U-landenes gæld. Men der skal stilles betingelser om demokrati, mener V og K.
Jon Adelsten
Både venstrefløjen og de borgerlige partier støtter udviklingsminister Anita Bay Bundegaards forslag om at eftergive nogle af verdens fattigste lande deres gæld til Danmark.

Betingelser for gældsanering
Venstre og de konservative mener gældslettelsen skal følges af præcise krav, som der nu må forhandles om.
- Vi må sætte os ned og diskutere hvilke kriterier, der skal være opfyldt for, at vi vil eftergive gælden, men vi konservative forlanger som minimum, at landene ikke undertrykker mindretal eller er krigsførende, siger den konservative leder Bendt Bendtsen.
CD mener, at gældsaneringen skal ske i en internationalt koordineret indsats for at lykkes og komme flest til gavn.
-EU og resten af verden skal koordinere gældseftergivelsen, så den fordeles rigtigt. Vi skal sikre, at den kommer de mere end 700 millioner mennesker, hvis dagligdag er sult og underernæring, til gode, siger Ebbe Kalnæs fra CD.

Ministeren i samråd
Kristeligt Folkeparti er glade for, at en af deres mærkesager er blevet taget aktivt op af regeringen på trods af, at et lignende forslag fra Kristeligt Folkeparti og venstrefløjen blev stemt ned før jul. Men partiformand Jann Sjursen vil nu sikre sig, at forslaget ikke bliver ved snakken, derfor har han kaldt udviklingsminister Anita Bay Bundegaard i samråd for at sikre sig, at hun har regeringens opbakning.
- De fattige i ulandene kan ikke leve af danske ministres højt-tænkning. De har behov for konkret handling, siger Jann Sjursen.

På linje med regeringens hidtidige politik
De politiske følgebetingelser bliver bakket op af statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han mener forslaget ligger på linje med regeringens politik igennem de senere år.
- Grundholdningen har regeringen haft i en del år. De holdninger, som udviklingsministeren giver udtryk for, er helt på linje med det regeringen har arbejdet for i en række år. Gældseftergivelsen skal komme den brede befolkning til gode og sikre en udvikling af levevilkårene for borgerne i de lande, siger Poul Nyrup.
Statsministeren var derfor heller overrasket over udmeldingen fra udviklingsministeren, selvom han ikke var blevet orienteret af Anita Bay Bundegaard inden. Han mener, på trods af ministerens tidligere udtalelser, at der skal være - et vist frirum til at blande sig i debatten, uden at spørge om lov først.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00