Forsvarsminister Nick Hækkerup lancerede søndag aften i DR1’s talkshow med Clement Kjærsgaard ideen om, at forsvarsattachéerne på de danske ambassader ude omkring i verden skal være sælgere for den danske forsvarsindustri. Hækkerup ser det som forsvarets bidrag til at skabe flere arbejdspladser i dansk erhvervsliv.

Men er det ikke det attachéerne allerede laver i dag? Det er i hvert fald mit indtryk, at man især på ambassaden i Washington gør et stort benarbejde på vegne af industrien. Ministeriets presseafdeling forklarer mig, at tanken er, at sætte arbejdet i system og gøre det til en formel opgave for alle attachéerne ude i verden.

Med omvendt fortegn oplever jeg herhjemme, at forsvarsattachéerne på flere af de udenlandske ambassader spiller en rolle i markedsføringen af både kampfly og helikoptere. Undertegnede har eksempelvis nydt en fin frokost på en café på Østerbro med en tysk forsvarsattaché.

Nu er det jo heller ikke fordi vi har verdens største forsvarsindustri. Justitsministeriets våbenudførelsestilladelser havde i 2010 en samlet værdi på knap 2,8 mia. kroner (side 28). Det var omkring 900 mio. kroner mere end i 2009. Der er dog langt op til eksempelvis den danske vindmølleindustri, der i 2010 omsatte for 55 mia. kroner.

Hækkerup nævner selv Terma, men spørgsmålet er, om det ikke mere er underskoven af SMV-virksomheder, der har brug for en ekstra hjælpende hånd. Med hjælp fra blandt andet en tidligere forsvarschef klarer Terma sig sikkert nogenlunde på egen hånd.

Omvendt kan Hækkerups fremhævelse af Terma også klinge lidt hult, når man tænker på hvordan Eurocopters Panther-helikopter blev valgt fra i den danske helikopterkonkurrence. Rygterne vil vide, at det blandt andet var skepsissen over for et Terma-system, der fik forsvaret til at fravælge Pantheren. Systemet var ikke installeret i andre Panthere, og Danmark kunne derfor risikere at stå alene med løsningen. På den anden side kunne det også have været en døråbner for Terma til netop at sælge systemet til andre lande. Derfor kom det også bag på Eurocopter, at det blev vendt imod dem, at de havde planer om at tage en dansk løsning med i deres pakke. For det første man som våbensælger bliver spurgt om, er om man har solgt det, man tilbyder den udenlandske kunde, til sit eget lands forsvar. Det er en blåstempling, som er helt central i forbindelse med salg af våben i det store udland.

Så når de danske forsvarsattachéer sammen med Tim Sloth Jørgensen skal sælge Termas radarsystemer må de hellere forberede et godt svar på, hvorfor det danske forsvar ikke har ønsket systemet til de nye helikoptere.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

3 Comments for this entry

  • Cphmoose siger:

    @Andreas
    Har du en god historie om Terma rygtet du ikke kan dele?

    ING.DK kørte historien, men den virkede på mig som en af de historier som de fra tid til anden burde have researchet lidt mere.

    Pressemeddelelsen fra Terma og Eurocopter lugter langt væk af AN/ALQ-213 som er det tætteste du kan komme på en dansk udviklet og produceret militær hyldevare.
    Og du finder systemet i stort set samtlige F-16 fly.

    Samtidig er der ikke ret mange andre produkter (læs: i praksis ingen ud over link systemer) i Terma’s portefølje som det vil give mening at inkludere i en ny maritim helikopter.

    Hollandske og engelske erfaringer fra Afghanistan siger at systemet hurtigt kan sættes på – surprise – helikoptere.

    Så det virker ulogisk at ef af Terma’s mest succesfulde produkter skulle have været med til at diskvalificere Patnher’en.

    FMT kan mene at AN/ALQ-213 ikke er nødvendig i forhold til de trusler en maritim helikopter står overfor, med mindre den skal operere over land som back up for en transport helikopter men det er ligesom en helt anden vinkel.

    Cphmoose

  • Someone siger:

    Hvilket Terma radarsystem? Har endnu ikke stødt på nogen luftbårne Terma radarsystemer, medmindre du vil karakterisere noget af AN/ALQ-213 suiten som et radarsystem, og det er nok alligevel lidt en tilsnigelse.

  • Andreas siger:

    @someone: Det er netop Termas elektroniske selvbekyttelsessystem ALQ-213.

    Min fejl at kalde det et radarsystem. Det går nogen gange lidt stærkt i journalistikkens verden.

1 Trackback or Pingback for this entry

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *