Norske kampfly sørger for at skræmme russiske fly bort fra dansk luftrum og kontrollere om landingsstellene er nede på passagerfly. Imens bomber vi selv diverse diktaturstater synder og sammen under fjerne himmelstrøg. Det kan blive virkeligheden, hvis den nye regering kommer igennem med forslagene fra sit nye regeringsgrundlag. Med mine kampflybriller på hæfter jeg mig nemlig ved to ting. 

For det første denne passage på side 39:

”Det danske forsvar skal fortsat kunne levere militære enheder, der kan indsættes hurtigt og effektivt i de internationale opgaver, som Folketinget beslutter, at Danmark skal deltage i. (…) Ambitionsniveauet for danske bidrag til internationale missioner vil fremover være kvalitativt frem for kvantitativt funderet” 

Kampflyene er uden tvivl forsvarets hurtigste enheder, der ganske effektivt kan bombe diktaturstater sønder og sammen. Der gik under seks timer fra Folketinget havde stemt ja til Libyen-missionen til F-16 flyene gik på vingerne fra Skrydstrup, og i Libyen har danskerne været de mest effektive. Og én kampflypilot kan ofte udrette mere end 700 landsoldater. Ja, det kan godt være jeg er farvet. Men jeg ser den ovennævnte passage som et forsvar for kampflyene. Jeg tror ikke den nye regering har den store lyst til at udsende store landstyrkebidrag som dem vi har set i Irak og Afghanistan – med hvad dertil hører af døde soldater og nye krav til materiellet.

Det andet jeg hæfter mig ved er denne passage på side 40:

”Regeringen vil i forbindelse med fremtidige indkøb i forsvaret vurdere, om bi- eller multilateralt samarbejde inden for materielanskaffelser, drift og vedligeholdelse samt uddannelse og træning er en mulighed. Regeringen vil i den sammenhæng tage initiativ til et snarligt konkret øget nordisk samarbejde på forsvarsområdet”

Læg mærke til ordet ”drift”. Vi skal ikke bare købe de samme fly og helikoptere som vores venner. Vi skal også bruge dem sammen – og måske hos hinanden. Læg også mærke til ordet ”konkret”. Er det en helt konkret aftale om fælles air policing vi snart ser præsenteret? Danmark, Norge og Sverige skiftes til at holde øje med naboens luftrum, når de andre er ude i verden. Og skal Norges køb af JSF’eren bruges som det primære argument for at købe det skandaleramte fly? For svenskerne har jo ikke selv købt den svenskbyggede Gripen NG. Og burde afsnittet ikke reelt betyde, at NH90’eren genindtræder i den maritime helikopterkonkurrence? For den bruges i både Norge og Sverige.

Interessante udmeldinger, som det bliver spændende at få uddybet. Nu ser vi frem til en udmelding på kampflyfronten fra den nye forsvarsminister. Hvor mange? Hvad skal der lægges vægt på? Og hvornår skal det afgøres? Tror lige jeg giver ham tid til at finde kantinen inden jeg spørger.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

4 Comments for this entry

  • Henrik Berg siger:

    Norge er i øvrigt gået i gang med at privatisere deres hovedværksted for fly (“Luftforsvarets Hovedverksted Kjeller”) ifølge http://www.defensenews.com/story.php?i=8073163

    Så måske vi kan købe det samme fly og få det vedligeholdt i Norge?

    Og så vil jeg i øvrigt bemærke, at det at en “kampflypilot kan ofte udrette mere end 700 landsoldater”, højest gør sig gældende i nogle få snævre scenarier. Libyen-konflikten har jo mere end noget andet påvist dette. Det eneste der kan vinde konflikter over territorier på jorden, er tilstedeværelsen på territorier på jorden. Derfor vil kampfly aldrig blive “mere og andet end” et værktøj for dem der kæmper på jorden/søen. Det er de fleste (danske) kampflypiloter heldigvis også godt klar over.

  • Andreas siger:

    Et af disse snævre scenarier kunne vel være Grønland. Her kommer et kampfly nok hurtigere frem end to Sirius-folk og 11 hunde… Og Grønland/Arktis bliver i takt med polernes smelten fremtidens sikkerhedspolitiske battle ground.

  • Ole siger:

    Henrik, du skriver “Derfor vil kampfly aldrig blive “mere og andet end” et værktøj for dem der kæmper på jorden/søen.”
    I mange scenarier har du ret, men husk også på Kosovo-konflikten i 1999. Her blev der lagt tiltrækkelig pres på Serbien gennem en luftkampagne, til at Serbien valgte at trække sig ud af Kosovo, uden brug af landtropper fra NATOs side.
    Airpower er mest af alt et politisk redskab, og kan ligesom landtropper i nogle scenarier stå alene, og i andre være en væsentlig og uundværlig del af den samlede styrke.
    Det er farligt at udtale sig skråsikkert om hvad fremtiden bringer eller ikke bringer af nye konflikter.

  • Henrik Berg siger:

    Andreas, det er rigtigt at kampflyet dækker et større område, men det er grundlæggende hæmmet af, at det kun kan observere/dokumentere eller udføre påføre hård kinetisk effekt. Jeg tror faktisk, at vi på et tidspunkt vil se kampfly på Grønland og sandsynligvis udstationeret lidt i stil med Baltic Air Policing og Icelandig Air Policing And Surveliance opgaverne. De vil have et stort dækningsområde, men kan kun dække i en kort periode.

    Ole, man kan altid diskutere om Kosovo-konflikten hvor stor en succes for Air Power. Det er vi nogle, der stadigvæk gør med jævne mellemrum 🙂
    Jeg vil anbefale dig at læse en artikel af oberst Anthony L. Hinen, USAF: http://www.airpower.au.af.mil/airchronicles/cc/hinen.html
    Air Power er, som enhver anden power projection (special operations styrker, Tactical Land Attack Missiles o.s.v.), et værktøj, der anvendes med henblik på at opnå en strategisk (militær og/eller politisk) effekt.

    Nu var min indledende bemærkning, i øvrigt ikke så meget et spørgsmål om hvorvidt, kampfly er brugbare eller ej. Det var mere en bemærkning om, at postulatet “én kampflypilot kan ofte udrette mere end 700 landsoldater” er forkert – farvet eller ej.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Previous Post
«