Kronik: Medierne som de nye partier

Der blev byttet godt og grundigt om på rollefordelingen mellem partier og politikere på den ene side, og medierne på den anden i den netop overståede valgkamp. For hvor mediernes traditionelle rolle har været at afspejle og afdække den politiske virkelighed, så oplevede vi, at medierne reelt skabte den, eller mere præcist, iscenesatte den. Den overståede valgkamp har været et sandt studie i denne omfordeling af rollerne. På den ene side inviterede medierne til møder og dueller, men bestemte suverænt hvad temaerne for den næste halve times diskussion skulle være. Og på den anden side dækkede medierne ”alle sider” af valgkampen – stort, og ikke mindst småt.

Lad os begynde med det sidste: Politikerne blev sat så meget udenfor den politiske dagsorden, at vi oplevede politikere, der udstillede deres egen nøgenhed - altså deres nøgne hud for at komme i medierne. I Nordjylland fik en kvindelig kandidat lavet et foto af sig selv med et par hænder, der bagfra dækkede hendes bryster. En komplet ukendt ung mandlig kandidat stillede op i Sønderjylland, og helt bevidst om, at det ville blive svært at komme ud med sine budskaber, valgte han at servere nøgen i en bar. Succes´en var hjemme, da den regionale tv-station hoppede med på vognen og stillede op – med en nøgen reporter.

Jeg kommer til at tænke på historien om musikeren og entertaineren Frank Zappa, der fra scenen råbte ud til publikum: - 10.000 dollars til den, der kan lave noget som er værre end hvad jeg kan. En publikummer hopper op på scenen og lægger en lort. Den stikker Frank Zappa ved at tage en bid. Med andre ord, så presser medierne politikerne til at finde på vildere og vildere events for at komme igennem, og dermed bliver udsagnet om at: ”Du er selv budskabet” en reel medieskabt sandhed.

Politikere et nødvendigt onde
Spørgsmålet er: Hvor bliver politikken af, eller den politiske debat? Jo, den tager medierne sig af gennem de såkaldte eksperter – oftere og oftere hentet fra egne rækker. Politikere er nærmest et nødvendigt onde, eller måske et alibi for, at medierne kan diskutere politik. Situationen er nu dagligt den, at journalister – som det mest naturlige i verden, interviewer journalister eller som de hedder ”korrespondenter”, politiske kommentatorer etc. Rekorden er sat af DR 1 dagen efter socialdemokratiets kongres, hvor Poul Nyrup ”lagde låg” på de interne uenigheder omkring flygtningepolitiken . På radioavisen læste speakeren en overskrift op, der citeret efter hukommelsen lød nogenlunde sådan: -Vores politiske kommentator afviser, at det vil lykkes Nyrup at lægge låg på de interne uenigheder i socialdemokratiet. Jamen er det mediets opgave at indtage en partsrolle med sit eget ”Brand” som garanti for, at det er sandheden folket nu får? Eller burde DR1 have brugt LO´s Hans Jensen, der sagde præcist det samme inde i indslaget, som den anden part? Vi skal ikke mere end 5 – 10 år tilbage, for at finde en noget anderledes journalistisk etik på dette område. Med andre ord, det går rigtig stærkt nu med, at medierne iscenesætter politikken, og afgør hvem der har ret.

Jeg kommer til at tænke på historien om musikeren og entertaineren Frank Zappa, der fra scenen råbte ud til publikum: - 10.000 dollars til den, der kan lave noget som er værre end hvad jeg kan. En publikummer hopper op på scenen og lægger en lort. Den stikker Frank Zappa ved at tage en bid. Med andre ord, så presser medierne politikerne til at finde på vildere og vildere events for at komme igennem, og dermed bliver udsagnet om at: ”Du er selv budskabet” en reel medieskabt sandhed.

Ole Bendix
Journalist om forholdet mellem partier og medier

De store dueller i København og Århus har ligeledes båret præg af mediernes måde at tænke på. Det startede ved sidste folketingsvalg med, at TV 2 inviterede Uffe Ellemann og Poul Nyrup til duel for åben skærm, og dermed gjorde valget til en kamp mellem to personer, to holdninger eller i bedste fald to blokke. Ved at nedskære antallet af optrædende kandidater, holdninger og partier til netop to, er medierne sikre på, at få hvad de kom efter – nemlig opfyldelsen af mindst det ene nyhedskriterie, som hedder konflikt (sensation).

Og netop dette kriterie hænger dybest set sammen med, at vores sprog og medfølgende begrebsapparat, bygger på dualisme: nat/dag, stor/lille, klog/dum. Netop ved at presse virkeligheden ind i denne kulisse med kun to parter, to holdninger eller sort/hvidt gør medierne valgkampen til en ”sportsbegivenhed”, hvor partierne er hold, valgkampen en turnering og kandidaterne spillerne på holdet. Og som valgdatoen nærmer sig, bliver det afgørende, at kunne sætte friske spillere ind, eller når det ikke er muligt: - at hive en kanin op af hatten!

Medierne vælger suverænt - uden at være valgt
Men partierne kommer hurtigt ud for, at det er medierne, der er den reelle modspiller, og som allerede har erobret den ene banehalvdel, før kampen overhovedet er gået i gang. Her er problemet nemlig, at journalisterne på den ene side, og politikerne på den anden side ikke spiller efter de samme regler. Politikerne er på forhånd handicappet, fordi medierne (via den redaktionelle frihed) suverænt vælger, hvilke spørgsmål der er relevante.

Det andet forhold er, at journalister og medierne ikke vælges, og dermed reelt ikke skal stå til regnskab for deres rolle. Jamen, vil medierne hævde: - Vi er underlagt medieansvarslov og pressenævn samt en god portion etik. Men her vil læsning af journalisternes eget fagblad ”Journalisten” give et godt indtryk af, at det ikke altid lykkes at bevare det kølige overblik. Bagsiden er fast afsat til en kommentar, der alene handler om manglende etik i egne rækker. Hertil kommer i gennemsnit en artikel pr. nummer plus de mere uigennemskuelige læserindlæg om etiske brud på god journalistik.

For et par numre siden handlede det om et stort regionalt dagblad, som havde tilbudt de forskellige partier, at ”lave deres valgkampagne for dem”. En farlig drejning, der må få partier og politikere til at tænke deres. For hvad sker der, hvis et parti siger nej tak til ”hjælpen”. Kan partiet så være sikker på, at få samme dækning som de partier der sagde ja tak, og kan de forvente en fair behandling i mediet?

Journalister løber politikere over ende
At der er grund til bekymring viser sidste nummer af Mandag Morgen Monitor, som via nogle nye undersøgelser (sammen med Syddansk Universitet og Observa) når frem til en klar uballance mellem medier og journalister på den ene side, og vælgere og politikere på den anden side.

Konklusionen lyder i overskriften ”Forskere: Journalister løber politikerne over ende”. Undersøgelsen viser, at syv ud af ti journalister mener, at de skal sætte dagsordenen for den politiske debat. Mens det forholder sig stik modsat, når det gælder vælgerne og politikerne. Næsten fire ud af ti journalister mener også, at det er vigtigt, at journalister beskæftiger sig med politikernes privatliv.

Her er hovedparten af vælgere og politikere også af en anden opfattelse. Seks ud af ti journalister er imod, at politikere tager beslutninger bag lukkede døre, selvom det er svært at forestille sig reelle forhandlinger for åbne mikrofoner. 75% af journalisterne er også imod, at politikerne får professionel hjælp af rådgivere (selvom mediernes nye rolle kræver det, hvis politikerne skal have en chance, for at komme igennem med deres budskaber). Vælgere og politikere er omvendt mere venligt stemte overfor politikernes brug af rådgivere. Der er altså en klart stigende kløft mellem journalister på den ene side, og politikere og vælgere på den anden.

Medier og journalister tiltager sig stigende magt og indflydelse på det offentlige rum og dermed også på den politiske scene, og mener iøvrigt at de har krav på det. Med de ”hurtige fix mellem meningsmålinger og eksperter” koster medierne politikerne rundt i det offentlige rum. Her udstilles politikernes ”klovnenumre” og efterfølgende får de karakterer. Hvem er mest vellidt? Hvem er mest troværdig? Hvem klarer sig bedst? Situationen er egentlig grotesk, fordi vi står i en valgkamp, hvor vi på den ene side aldrig tidligere har set større konsensus mellem partierne omkring de store politiske spørgsmål: velfærd, ældreomsorg, sygehuse og ventelister, og på den anden side en flok desperate politikere, der ved hjælp af professionelle spindoktors prøver at vinde opmærksomhed i medierne på de forskelle, der er mest medieomtale i.

Medierne synes også bedst om det visuelle – og det er sjældent sagens substans. I realiteten præmieres vilde slagnumre og optræden. Resultatet er forudsigeligt: - Ingen virkelige debatter om forskellene mellem politikerne. Det ender snarere i en konkurrence mellem politikerne, om at komme først med de højste bud. Eller som vi i stigende grad har set det i denne valgkamp: iscenesatte events, som når Nyrup river sider ud af Foghs bog om minimalstaten, eller når Foghs underskrift findes i en annonce, hvor der vises et stort tosiders billede af unge muslimer, der forlader en domstol i forbindelse med en sag om massevoldtægt. Det dækker medierne nemlig, og så er politikeren pludselig på, og får eksponeret sig selv – også i de næste udsendelser og dagen derpå.

Politikerne vælger medier
Panikken er blevet så stor, at der også er vendt op og ned på valget af medier, når partier og politikere skal profilere sig. I ugen op til valget kunne vi opleve, at den kulørte presse er blevet en ”væsentlig” del af den politiske scene. Dels indrykkede venstre sin føromtalte annonce i både ”Kig ind” og ”Se og hør” – men ingen andre steder.

For at nå nogle vælgergrupper, som ikke benytter de mere ”seriøse” medier. I Se og hør talte jeg hele 18 siders omtale og annoncer for partier og politikere. Ja, selv en fodboldstjerne som Stig Tøfting havde en politisk mærkesag?!

På selve forsiden bragte Se og hør en nyforelsket Poul Nyrup og Lone Dybkjær. På side to og tre var det en sønderjydsk kandidat med hans etiopiske kone, som prydede de glitrede sider. Og så have Lene Espersen fra de konservative én side – ligesom Anders Fogh Rasmussen fra venstre. Flotte billeder og store overskrifter – men intet om politiske holdninger?! Naturligvis ikke, fristes man til at sige – men problemet er, at politikerne nu ikke længere tør at sige nej tak, til at stille op til sessions uden politisk indhold. De er pinedød nødt til det, hvis de vil ses. Og det sker på mediernes præmisser.

Hvorfor siger politikerne ikke fra?
Hvorfor siger politikerne ikke bare fra? Nogle af politikerne har det sikkert fint med at stille op til VIP-arrangementer, receptioner og kok på morgen tv. Mens andre bøjer hovedet, fordi de kan se, at andre politikere gør det med succes. Men svaret er, at det koster omtale, som er lig med stemmer og indflydelse. Og omtale i nyhedsudsendelser er i dag nede på sekunder – mens det ofte er lig med flere minutter i andre typer af udsendelser og medier (også selv om den politiske debat ryger sig en tur).

Kravet til fremgang og magt er, at blive eksponeret uafbrudt i medierne. Vi har netop set, hvordan Socialdemokratiet og Poul Nyrup Rasmussen i forbindelse med 11. september har fået vendt meningsmålingerne til det bedre, på en kolossal mediedækning af danmarks rolle i den nye verdensorden. Mekanismen sætter sig også igennem medierne – med omvendt fortegn. Seertallene er kommet ind som det afgørende parameter. Det betyder, at medierne laver deres egne meningsmålinger og jagter solo-historierne, uanset væsentligheden. Og kan et medie blive citeret i andre medier, er det en kæmpesejr. Medierne vil selv ses, og opnå omtale. De er selv blevet budskabet! Den omvendte verden.

Medierne er blevet de ”nye partier” der sætter dagsordenen, og kører deres egne eksperter og journalister ind på banen, som dem der både stiller (op) spørgsmålene, og oftere og oftere besvarer dem (de valgte) – indirekte og sågar direkte.

Som medieunderviser møder jeg ofte spørgsmålet: - Hvem sætter dagsordenen – medierne eller politikerne? Indtil for nylig kunne jeg svare: Det gør de begge! I dag er jeg mindre sikker. Meget tyder på, at politikerne konstant søger medierne, men må samtidigt leve op til mediernes krav. ”Forskere: Journalister løber politikerne over ende” er faktisk det, jeg konstant får fortalt af de kursister, der har erfaring i mødet med medierne.

Vi kan ikke komme igennem – medmindre vi er gode venner med en journalist på det pågældende medie. ”Tæppet går ned en måned før valget, og de vil ikke optage vores læserbreve” og ” de forkorter vores indlæg urimeligt”. Flere og flere medier vælger nu at fjerne deres leder, men spørgsmålet er, om det er et reelt udtryk for at de er blevet mindre ”politiske”, eller om det blot er endnu et forsøg på at imødekomme deres faldende oplagstal. Det er medierne der i stigende grad bestemmer – i takt med koncentrationen på færre og færre ”aktier”. Og her er medierne gået langt for at overtage politikernes indflydelse og sætte dagsordenen!

Jeg er fortsat af den opfattelse, at kun dialog flytter noget, også i mødet med medierne. Men det kræver sin mand at sige dem imod, og kun få ”overlever” – det er på tide, at medierne for alvor gennemtænker deres rolle omkring redaktionsbordene, her efter valget . Hvilken rolle har vi påtaget os, og er vi gået hen og blevet de nye partier, eller kan vi igen medvirke til, at partier og politikere får en reel rolle. Det er ikke mindst interessant i en tid, hvor vi optræder på den internationale scene, med afsæt i et ”mønsterdemokrati”.

Fremtidsscenarier
Der er vel flere fremtidsscenarier – men fortsætter udviklingen som nu, er der faktisk kun en vej: Flere spindoktors til politikerne, og endnu bedre mediestrategiske kommunikationsstrategier. Dermed bliver der endnu kortere vej mellem de medieevents, vi oplever dagligt, og længere mellem egentlig åben debat. Og der bliver endnu længere mellem politikere og medier – mellem politikere og vælgere (læs = politikerlede).

Kort sagt, de rige politikere og partier vinder over de ”fattige” og vi ender op med amerikanske tilstande, hvor farve, pragt og iscenesættelse er eneste parameter. Men jeg kunne også se et andet scenarie for mig. Nemlig at danske medier, der som hovedregel er både kritiske og med begge ben plantet i jorden, udvider deres etiske diskussion fra eget fagblad, til at omfatte en reel, åben og offentlig debat, der flytter debatten ud i det offentlige rum.

”Tilbage” til journalistiske dyder, der ikke er vanvittigt optaget af seertal, personlig karriere og magt – men snarere fagets substans (den findes da heldigvis over dele af det danske medielandskab). Jeg håber meget, at åbningen, der nu betyder, at journalister uddannes på tre steder (mod tidligere ét sted) kan være med til en mere selvkritisk indfaldsvinkel, og reel åbenhed overfor den væsentlige politiske debat om idéer, holdninger, visioner og forslag. Vi skal bevare både ytringsfriheden og den redaktionelle frihed - men under stor selvkritik.

Om forfatteren: Freelancejournalist siden 1998. Fastansat på Esbjerg Højskoles mediecenter 1993-1996. Været skrivende-, radio– og tv-journalist