Kronik: Valgkampens anatomi

Politikere ønsker at vinde og bevare magten; men de ønsker også at varetage visse ideelle hensyn. De to hensyn er ikke altid lige lette at forfølge. Hvordan man vinder og bevarer magten i et samfund som det danske, uden at det går ud over samfundets funktions- og sammenholdsevne på lidt længere sigt, er et centralt spørgsmål for næsten alle politiske partier.

Spørgsmålet har i sig tre delproblemer. Det første spørgsmål er, hvad det er, der karakteriserer den kampplads, hvor valg skal vindes. Her skal vi have fat i nogle centrale egenskaber ved det danske velfærdssamfund anno 2001. Det andet problem er, at man skal vinde valget. Det gør man som bekendt ved at få så mange stemmer som muligt, men hvordan?. Det tredje problem er, at det er nødvendigt at træffe upopulære beslutninger: Politikere, der varetager langsigtede samfundsmæssige hensyn, kan kun gøre det ved ind i mellem at inddrage privilegier fra forskellige grupper i samfundet Hvordan gør man det uden at de politiske omkostninger bliver for store?

Velfærdskoalitionen
En første vigtig egenskab ved den danske velfærdsstat er, at en stor del af dem, der skal (gen)vælge politikerne, er stærkt afhængige af den offentlige sektor, enten fordi de er offentlig ansatte eller fordi de lever af overførselsindkomster. I begyndelsen af 60’erne, inden den store eksplosion i de offentlige udgifter, var der i Danmark 236.000 offentligt ansatte, ca. 440.000 pensionister samt 189.000 helårsmodtagere af indkomstoverførsler. I dag er disse tal vokset til henholdsvis 812.000, 710.000 og 879.000. Totalt set levede anno 1999 således 2,4 millioner mennesker af det offentlige mod knap 900.000 for 40 år siden. Man har brugt betegnelsen ”velfærdskoalitionen” om den gruppe af vælgere, der er stærkt afhængig af offentlig indsats. Nærmere bestemt omfatter den de vælgere, der, som ansatte eller som ydelsesmodtagere, erhverver mere end halvdelen af deres indkomst fra det offentlige. Velfærdskoalitionen udgør mere end halvdelen af vælgerne i alle 275 danske kommuner. Typisk udgør den lige knap 2/3 af alle vælgerne i Danmark. Her er ikke engang taget højde for det forhold, at stort set alle børnefamilier er afhængige af offentlige pasningsordninger, fordi både mor og far er på arbejde.

Velfærdskoalitionen er ikke nogen homogen størrelse, der handler som en enhed. Man kan endog hævde, at de forskellige parter i koalitionen har modsatrettede interesser. Offentligt ansatte har ikke nogen interesse i at indkomstoverførslerne forbedres, og vil næppe gå på gaderne for at kæmpe imod besparelser her. Omvendt har modtagere af indkomstoverførsler ikke nogen generel interesse i at det offentlige konsum stiger.

Løfter om skattelettelser i dagens Danmark kan være politisk selvmord. Uanset om man lover generelle skattelettelser eller lettelser for bestemte grupper i befolkningen, så åbner man for, at andre partier kan spille velfærdskortet. Skattelettelser vil jo gå ud over nogen, velfærdskoalitionen rammes. Det er givetvis den erkendelse, der får Anders Fogh Rasmussen til at love skattestop. Princippet i skattestoppet er jo, at der ikke skal inddrages privilegier fra nogen befolkningsgruppe.

Poul Erik Mouritzen
Professor, Syddansk Universitet

Velfærdskoalitionens størrelse siger imidlertid noget om, hvor mange vælgere, der potentielt har ”noget i klemme”, når der bliver inddraget privilegier. Det er i denne gruppe, at politikerne for alvor har noget at tabe.

De fiskale illusioner og de inkonsistente vælgere
Nu kunne man så spørge: Og hvad så? Hvad gør det, at så mange lever af velfærdsstaten? Det går jo ikke så ringe endda. Den store afhængighed af velfærdsstaten fører imidlertid til, at vælgerne mister fornemmelsen for, hvad tingene koster. Man taler om fiskale illusioner, som er et udtryk for, at vælgerne ikke har noget realistisk indtryk af, hvad velfærdsstatens ydelser koster. Fiskale illusioner er medvirkende til at skabe inkonsistente holdninger, dvs. at den enkelte vælgers skattepolitiske holdninger ikke harmonerer med de udgiftspolitiske holdninger. Populært sagt, man ønsker højere udgifter og lavere skatter på samme tid.

Man kan diskutere, hvor stor en andel af vælgerne der besidder sådanne inkonsistente holdninger. Afhængig af opgørelsesmetoden når man frem til mellem 1/3 og 2/3. Særligt interessant er det, at de inkonsistente holdninger især trives i to grupper, nemlig de offentligt ansatte (producenterne) og dem, der er særligt afhængige af offentlige ydelser (brugerne).

Vi har kimen til en ond cirkel: Jo flere offentligt ansatte og jo flere, der bliver stærkt afhængige af offentlige ydelser, desto mere trives de inkonsistente holdninger. Jo mere disse trives, desto større vil presset være på de offentlige udgifter. Dette trækker i retning af større offentlige udgifter, flere offentligt ansatte og flere, der bliver afhængige af offentlige ydelser. Dette skaber flere vælgere med inkonsistente holdninger.

Den utaknemmelige vælger: 1-3 reglen
I Danmark bruger vi begreberne ”borgmestereffekten” og ”statsministereffekten”. Vi tænker i den forbindelse på, at det normalt går borgmesterens eller statsministerens parti godt ved det første valg efter tiltrædelsen. Der er noget, der tyder på, at det er rigtigt, i hvert fald når det gælder borgmestereffekten. Men det er ikke det typiske. Tværtimod findes der en bemærkelsesværdig konstant effekt af at besidde regeringsmagten. Det koster typisk 2¼% af stemmerne at regere

Århus professorerne Peter Nannestad og Martin Paldam, forklarer denne lovmæssighed med, at vælgerne straffer og belønner med forskellig vægt. Lidt populært sagt: vi straffer tre gange så hårdt, som vi belønner. Hvis et parti eller en koalition af partier gennemfører er forbedring af en vis størrelse, står man måske til en vælgermæssig gevinst på 1000 stemmer. Hvis man senere, f.eks. af økonomiske årsager, bliver tvunget til at fjerne forbedringen, vil det vælgermæssige tab ifølge denne ”1-3 regel” altså være 3000 stemmer. Skulle en læser hér på Altinget.dk komme til at tænke på efterlønsindgrebet, er det nok ikke det dårligste eksempel, man kunne komme på.

1-3 reglen har nogle ret fundamentale konsekvenser. Den viser nemlig, hvor svært det er for politikerne at flytte om på ressourcerne i den offentlige sektor. Lad os tage en kommune, hvor man gennem en årrække har opereret med et højt serviceniveau på børneområdet. Lad os antage, at børnetallet falder med fem procent og at antallet af ældre stiger med fem procent.

Vil der i den situation ske en tilsvarende omflytning af ressourcer fra børne- til ældresektoren? Al erfaring siger nej. Tilpasninger sker asymmetrisk. Når behovet går ned falder budgetterne langtfra i samme takt. Når behovet derimod går op, tenderer budgetterne mod at stige næsten svarende til stigningen.

Forskere på Amtskommunernes og Kommunernes Forskningsinstitut har undersøgt disse asymmetrier på skoleområdet fra midten af 70’erne til midten af 90’erne. Resultatet var, at en stigning i antallet af skolebørn typisk blev fulgt af tilsvarende stigning i udgifterne. Et fald i antallet af skolebørn førte derimod ikke til tilsvarende fald i udgifterne. Tilsvarende kan det hænge sammen med 1-3 reglen, at kommunerne reagerer forskelligt på positive og negative ”shock”. Hvis de økonomiske muligheder forringes, vil man typisk ty til at løse budgetproblemet gennem skattestigninger. Derimod vil en forbedring af de økonomiske forudsætninger typisk vil lede til højere udgifter.

Hvordan vindes valget?
Tidligere var spørgsmålet om den offentlige sektors størrelse et centralt kendemærke for de politiske partier. Partierne repræsenterede forskellige klasser, og de havde et forholdsvis afklaret spørgsmål til den offentlige sektor. Socialdemokratiet opstod som arbejdsbevægelsens politiske organisaton med det sigte at skabe en væsentlig omfordeling i samfundet. De borgerlige partier kæmpede i årtier en kamp i mod denne politik - men forgæves.

Nutidens partier er ikke klassepartier. De er nødt til at forholde sig til en helt anden situation – den der er beskrevet ovenfor. Den kampplads, hvor slaget om vælgernes gunst skal udkæmpes, har ændret karakter. Kort sagt kan man sige, at alle partier kæmper om de samme vælgere. Eller lidt mere præcist kan man sige, at intet parti, der ønsker indflydelse, kan undlade at se bort fra velfærdskoalitionens interesser.

Først og fremmest må ethvert fornuftigt tænkende parti dyrke ordet ”velfærd”. I dagens Danmark er det vel et af de mest positive ord i det politiske vocabularium, et ord som alle politiske partier fra yderste venstre til yderste højre gør knæfald for. Sådan har det ikke altid været og sådan er det ikke i nødvendigvis i andre lande. Velfærd er eksempelvis i USA ensbetydende med snyd, spild af penge, korruption o.l.

At undlade at deltage i dette kollektive knæfald for ”velfærden” er det samme som at miste magt. Et aktuelt eksempel er forlængelsen af barselsorloven til et år, hvor nogle få dages politisk rumlen sikrede først det ene parti, så det andet og til sidst Socialdemokratiet. Sådan en politisk dynamik, kostede skatteyderne et par mia. kroner (forslagets positive konsekvenser i øvrigt ufortalt), som ingen på det givne tidspunkt spekulerede meget over hvor skulle komme fra. Et parti, der skulle finde på at sige fra på den sag, har den sikreste tabersag i dansk politiks historie. Partierne bliver på dette punkt mere og mere ens – den politiske logik er ubarmhjertig her.

Læg mærke til, at det var regeringspartiet, Socialdemokratiet, der kom med på vognen til slut. Det siger nemlig noget andet centralt om betingelserne i dansk politik. Begge yderfløjene dyrker fra nu af velfærden. For 30 år siden var der tale om en klar højre–venstre skala med et skattenægterparti, Fremskridtspartiet til højre, og et eller flere venstrefløjspartier, der stort set uden skelen til de samfundsøkonomiske konsekvenser gik ind for udvidelser og yderligere omfordeling.

Nu er opdelingen anderledes. Partierne på midten må nødvendigvis dyrke velfærdssiden på linie med yderfløjene, men de kan aldrig være så kompromisløse, fordi de er bærere eller potentielle bærere af regeringsansvaret. De må hele tiden tænke på deres langsigtede evne til at regere landet. De store regeringsbærende partier bærer rundt på hver deres historie, der viser, hvordan man ikke skal gøre det.

Anker Jørgensens regeringer foretog i 70’erne ting – eller undlod at foretage ting – som for det første førte til, at han selv mistede regeringsmagten, men som selv i dag 25 år senere, sætter sig spor i dansk økonomi. V og K-ledelsen husker på samme måde kartoffelkuren i 1986, der et stykke henad vejen var selvforskyldt. Og mon ikke også de stadig husker, hvad deres forgængere i VKR-regeringen gjorde ved/for/imod det danske samfund i slutningen af 60’erne. Fra man tog over i 1968, til man afleverede nøglerne til Jens Otto Krag/Anker Jørgensen i 1971 steg skattetrykket i procent af bruttonationalproduktet fra 33 til 44 procent.

Betydningen af at spille velfærdskortet kan næppe overvurderes. Alle ved det, og alle spiller det. Vi så effektiviteten af dette kort i forbindelse med afstemningen om den fælles mønt i september 2000. Folkehøringen om den fælles mønt på Syddansk Universitet en måned før afstemningen viste, at der i befolkningen var en betydelig frygt for, at den fælles mønt, og mere generelt den europæiske union, kunne få negative konsekvenser for ”velfærden”. Modstanderpartierne forstod på dygtig vis at udnytte dette kort.

En anden konsekvens af den danske velfærdsmodel anno 2001 er, at den bliver vanskeligere og vanskeligere at ændre. Det hænger samme med, at velfærdsstatens institutioner, som de er beskrevet ovenfor, giver visse grupper nogle privilegier på bekostninger af andre. Hvorfor kæmper eksempelvis fagforeningerne så stærkt imod udlicitering, som tilfældet er? Naturligvis fordi fagforeningerne og deres medlemmer har en række privilegier knyttet til den nuværende produktionsmåde.

Lad os antage, at nogle af de ledende politikere i Danmark har erkendt de fleste af de ovenfor nævnte strukturelle træk ved den danske velfærdsstat. Antagelsen er formentlig rimelig – de er jo stort set alle sammen økonomer iblandet nogle enkelte politologer. Hvad er deres muligheder for at gøre noget ved disse strukturer, så nogle af følgeproblemerne kan dæmpes eller fjernes? De er ret få. En politiker, der for alvor ville slå sig op på at ændre velfærdsstatens institutioner, vil få en kort levetid som politiker. Der røres simpelthen ved for mange privilegier eller der spredes for stor usikkerhed blandt store grupper i befolkningen.

En tredje konsekvens af den danske velfærdsmodel er, at valgkampe ændrer form. Valgkampe får under det danske velfærdsregime en særlig anatomi, et andet forløb og et andet indhold end tidligere. Man kan karakterisere politiske programpunkter ud fra, hvem der får fordele af dem, og hvem der skal bære omkostningerne. Både fordele og omkostninger kan være kollektive, dvs. at de i princippet berører alle mennesker i samfundet; men de kan også være koncentrerede, dvs. at de begunstiger eller rammer bestemte, klart afgrænsede grupper.

Hvordan skal et parti agere i dette felt?
En mulig strategi er at formulere forslag, som kommer hele befolkningen til gode (f.eks. et bedre miljø) og som finansieres af alle, f.eks. gennem skatterne. Denne strategi vil dog næppe kunne give mange flere stemmer for et parti - der er mange om buddet her, og den mulige gevinst til at overse.

En anden mulighed er at udlodde kollektive fordele (igen miljøet som eksempel) og lade dem betale af en klart afgrænset gruppe. Ikke mange partier slipper godt fra den form for valgkamp – der vil være tale om selvmord for de fleste. Enhedslisten kunne være undtagelsen, der uden de store vælgermæssige konsekvenser slår på, at det altid er de rige, der skal betale mere.

En tredje strategi vil være at sælge den vare, der kunne kaldes fordelingspolitik: Man lover goder til specifikke og klart afgrænsede grupper uden samtidig at fordele de heraf følgende omkostninger, der derfor fremstår (hvis de overhovedet opfattes) som kollektive. Udvidelsen af barselsorloven er et godt eksempel herpå. Valgkampe har i de senere årtier mere og mere fået karakter af, at partierne satser på fordelingspolitik: Børnefamilierne skal have det bedre, ventelisterne på hospitalerne skal afskaffes, ventelisterne på daginstitutionerne skal væk, bedre forhold for psykiatriske patienter, ældrepolitikken skal forbedres osv. Læg mærke til, at ingen partier er uenige i disse ting, tværtimod står partierne på nakken af hinanden for at overbyde hinanden på disse områder (som de gjorde det i valgkampen i 1994 og 1998).

Men en valgkamp, hvor alt drejer sig om fordelingspolitik, vil næppe heller flytte mange stemmer, og overbudspolitikken har jo en eller anden overgrænse, hvor troværdigheden går tabt.

Endelig er der egentlige omfordelingspolitiske tiltag. Det er en farlig strategi i en valgkamp. Det der jo nemlig vil være tale om er, at man flytter privilegier fra en befolkningsgruppe til en anden. Det koster normalt mere end det gavner – jvf. 1-3 reglen.

Hvordan kan et parti handle i denne situation?
Den vigtigste lære af den seneste valgkamp i 1998 må være, at man skal forsøge at placere de konkurrerende partier i vælgernes bevidsthed, som partier, der vil føre omfordelingspolitik. Omfordelingspolitiske forslag indebærer, at specifikke befolkningsgrupper tildeles nogle fordele, mens andre specifikke grupper, skal bære de heraf følgende omkostninger.

Taberne ved valget i 1998 var som bekendt VK partierne. Meget tyder på, at det skyldes et programpunkt, der blev defineret som omfordelingspolitik. Forslaget om at afskaffe lejeværdien af egen bolig (som i øvrigt ikke var formuleret til lejligheden, men også indgik i partiernes plan op til valget i 1994) var formentlig i sig selv relativt harmløst, og kunne måske endda karakteriseres som fordelingspolitik indtil det tidspunkt, hvor de socialdemokratiske valgstrateger fik gjort omkostningerne individuelle: Fra det øjeblik hvor lejerne og fremtidens huskøbere (læs: de unge familier) blev udråbt til dem, der skulle betale regningen, startede skreddet væk fra VK blokken. Det tog bare tre dage.

Partiledernes lære af valgkampen i 1998 må således være, at man skal undgå åbninger, der tillader de andre partier at placere ens eget parti som et parti, der vil påføre bestemte grupper nogle bestemte omkostninger. Partiernes programmer vil nu og i fremtiden være luget godt og grundigt ud for ethvert omfordelingspolitisk forslag, men vil til gengæld, som de sidste mange år, være fyldt med vage fordelingspolitiske løfter, givetvis mange, som blot kan skrives af fra valgprogrammerne fra sidste valg.

En ekstrem konsekvens af denne logik er, at løfter om skattelettelser i dagens Danmark kan være politisk selvmord. Uanset om man lover generelle skattelettelser eller lettelser for bestemte grupper i befolkningen, så åbner man for, at andre partier kan spille velfærdskortet. Skattelettelser vil jo gå ud over nogen, velfærdskoalitionen rammes. Det er givetvis den erkendelse, der får Anders Fogh Rasmussen til at love skattestop. Princippet i skattestoppet er jo, at der ikke skal inddrages privilegier fra nogen befolkningsgruppe.

Konklusionen af disse betragtninger er, at valgkampe i stigende tømmes for indhold, fordi partierne tvinges til at agere mere og mere ens. Hvad der med sikkerhed sker, er, at valgkampe tømmes for enhver diskussion om, at tiltag koster og der skal være nogle, der bærer disse omkostninger. Magten kan kun vindes, såfremt omkostningerne holdes udenfor valgkampen.

Kan der overhovedet regeres i Danmark?
Så langt så godt. Valget er vundet. Men der er et enkelt lille problem: Regninger, der skal betales. Når det offentlige skal betale regninger, vil det imidlertid næsten altid indebære, at der skal føres omfordelingspolitik – der skal inddrages privilegier fra bestemte grupper som oftest til fordel for os alle. Omkostningerne er private, mens fordelene er kollektive. Pinsepakken var netop en sådan regning - paradoksalt nok en regning, der ikke mindst sendes til de unge nybagte eller potentielle huskøbere, som regeringen stod som garanter for i valgkampen. Og efterlønsindgrebet var en sådan regning - paradoksalt nok en regning der ikke mindst blev sendt til de kommende efterlønsmodtagere, som Socialdemokratiet stod som garanter for i valgkampen.

Hvad er det der gør, at landet trods alt kan regeres, at regningerne kan udskrives samtidig med at magten bevares. Tre forhold er centrale her: Finansieringen af velfærdsstaten er delvis usynlig, vælgerne har en kort hukommelse og ansvaret er uklart placeret.

Det usynlige finansieringssystem
Det danske skattesystem er genialt, hvis man ønsker en stor velfærdsstat. Det er nemlig indrettet på en sådan måde, at den typiske dansker stort set er holdt op med at interessere sig for, hvad han betaler i skat. Der er flere årsager hertil.

For det første har vi indført et kildeskattesystem, hvor kommune-, amts og stats (ja sagår kirke-) skatten indkræves ved kilden, altså inden lønnen udbetales. Dette har fire konsekvenser. For det første er der ikke mere nogen der ved, hvad den betalte skat går til, og hvor meget der betales. For det andet er man ligeglad. Det som hele systemet sætter fokus på, er ekstraskatten. Når slutopgørelsen kommer, er der ingen dansker, der er interesseret i hvad og hvor meget der er gået til stat, amt og kommune, eller hvor meget der er betalt i skat i det foregående år.

Nej, man sidder foran sig med en lottoseddel. Måske er man blandt de heldige, der skal have 2.000 kroner tilbage. Så er dagen reddet. Eller måske skal man af med 2.000 kroner. Det var ikke så godt. At man - siden man sidst sad med sin slutopgørelse - har erlagt 100.000 eller 200.000 i indkomstskat er simpelthen blevet irrelevant. For det tredje har den enkelte borger mistet evnen til at overskue selve skatteberegningen. Det var et led i argumentationen for kildeskattesystemet i sin tid, at selvangivelsen kunne afskaffes. Det er i praksis sket for almindelige lønmodtagere nu. Til gengæld kan man nu ikke mere selv beregne skatten.

Den interesserede skatteborger kan nu ikke engang få udleveret et skema til beregning af skatten. Ganske vist kan man på nettet få beregnet skatten, men de mange mellemregninger ser man ikke mere. Endelig skal nævnes et fjerde forhold knyttet til det komplicerede kildeskattesystem: De månedlige lønsedler er blevet så komplicerede, at de stort set er uforståelige. Løn, tillæg, ATP, særlig pensionsopsparing og arbejdsmarkedsbidrag indgår sammen med fradrag og trækprocent i et sammensurium af regnestykker, der næsten tvinger den enkelte lønmodtager til at koncentrere sig om det, der er forståeligt, nemlig hvad der gik ind på bankkontoen. Som en vigtig sideffekt heraf, sker der en maskering af, hvad skatten er af den sidst tjente krone.

Sådan skal et skattesystem se ud, hvis man ønsker, at politikerne frigøres fra at træffe upopulære valg. De bliver jo nemlig stort set ansvarsløse, hvis de langsomt år for år lader skatten stige. Sådan skal det også se ud, hvis man ikke vil ødelægge motivationen for den enkelte til at gøre en ekstra indsats. Den enkelte mister jo nemlig overblikket over, hvad der faktisk betales i skat af sidst tjente krone.

Det er ingen naturnødvendighed, at et skattesystem er indrettet sådan. Før kildeskattens indførelse for 30 år siden var enhver borger i samfundet klar over, hvad der blev betalt i skat. Pengene skulle nemlig betales i to årlige rater på kommunekontoret året efter. Sådan betaler vi som bekendt den kommunale ejendomsskatt. Men den nye ejendomsværdiskat, der afløser lejeværdi af egen bolig, er mærkværdigvis lagt ind i kildeskattesystemet selvom den er indkomstuafhængig. Den er gjort usynlig. Er det mon et tilfælde?

Også andre elementer på velfærdsstatens finansieringsside er usynlige for den enkelte borger. Et stor indkomstkilde er momsen, som ingen danskere i dag tænker på, fordi vi aldrig møder den. Tværtimod bliver vi voldsomt irriterede, hvis vi befinder os i et land og står ved supermarkedskassen og pludselig skal betale 10% mere, end der står på varen. ”State tax” står der på kassebonnen. Sådan har man valgt at indrette sig i nogle lande for løbende at minde borgerne om, at de betaler skat til staten.

En anden stor indtægtskilde er skat på pensioner – realrenteafgiften. Godt nok ser man en gang om året, at der er trukket et beløb, men hvad pokker, det er jo noget, man først mærker om 10 eller 20 år, når man skal på pension, så hvorfor bekymre sig om det. Oven i alt dette findes som bekendt et uendeligt antal afgifter og skatter på et uendeligt antal varer og tjenesteydelser.

En nylig undersøgelse med små 2000 vælgere i Danmark gennemført på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet viser med al ønskelig tydelighed, at velfærdsstatens finansieringsside er godt og grundigt skjult for vælgerne. Vælgerne blev i et telefoninterview spurgt om størrelsen af den kommunale udskrivningsprocent. Halvdelen svarede, at den kendte de ikke. En fjerdedel nævnte et tal, der lå mere end to procent over eller under den rigtige. Den sidste fjerdedel gættede rigtigt indenfor en margin på plus/minus to procent. Blot 3,6 procent af vælgerne kendte nøjagtigt den kommunale skatteprocent. Den kommunale skatteprocent er formentlig det bedst kendte element i hele det danske skattesystem!

Vælgernes dårlige hukommelse
Megen forskning viser, at især to forhold er af betydning for vælgernes stemmeafgivning. For det første er vælgernes opfattelse af fordele og omkostninger baseret på et kortsigtet perspektiv, dvs. desto senere en bestemt politik er blevet gennemført, desto højere vil den, hvad enten den opfattes positivt eller negativt, blive vægtet af vælgeren på valgdagen.

For det andet vil mange vælgere (omend næppe alle) se på, hvor meget de politiske partiers programmer og valgløfter vil gavne ham eller hende personligt, hvis de gennemføres. Jo bedre et parti forstår at give den enkelte vælger valuta for pengene (eller snarere en følelse af at man får valuta for pengene), desto større er chancen for, at vælgeren stemmer på partiet.

Dette billede af den typiske vælger - en egoist med en kort hukommelse - spiller en umådelig vigtig rolle for regeringers og politiske partiers planlægning. Meget handler om timing. For en regering gælder det om, at økonomien er i top, når vælgerne skal sætte deres kryds. Man taler ligefrem om politiske konjunkturcykler, dvs. det forhold, at der manipuleres med den økonomiske politik, så der er gang i økonomien op til valgdagen. Men generelt så gælder det for den siddende regering om at planlægge tingene på en sådan måde, at antallet af stemmer bliver størst muligt på valgdagen. Man skal føre en politik og formulere et politisk program, der giver den enkelte vælger det indtryk, at han eller hun har eller vil få nogle væsentlige fordele, uden samtidig at skulle bære de deraf følgende omkostninger.

Når man ser tilbage på de sidste fire års politik, så er det næppe tilfældigt, at vi hurtigt efter valget i marts 1998 får to store økonomiske indgreb af den art, der ovenfor blev kaldt ”selvmordspolitik”, nemlig pinsepakken og efterlønsindgrebet. Den slags tiltag er imidlertid kun selvmordspolitik, hvis de lanceres op til valget. Derfor kommer de altid efter valget, uden at de har været gjort til genstand for nogen form for politisk debat.

Hvem har ansvaret?
Et sidste forhold, der medvirker til at give politikerne visse muligheder for at foretage ”selvmordspolitiske” indgreb er, at ansvarsplaceringen i et samfund som det danske er uklar. Hvem har ansvaret for ventelisterne for hofteoperationer, forholdene på plejehjemmene, skattestigningerne, stregkoderne hos hjemmehjælpen og de mange andre ”skandaler” i velfrædssamfundet, som diskuteres i dagens Danmark. Svaret fortaber sig i tågerne, fordi ansvaret forsvinder i et kompliceret kommunalt styresystem, forhandlinger mellem staten og kommunerne, lovgivning, løfter udstedt af menige regerings- og folketingsmedlemmer osv.

For klassiske teorier om demokrati er det vigtigt, at vælgerne kan vurdere, hvem der er ansvarlig for den førte politik. I den danske velfærdsstat er det svært, og formentlig er det blevet sværere. Demokratiet har således et problem. Men set fra en anden synsvinkel er den uklare ansvarsfordeling ganske funktionelt for det danske samfund. Den uklare ansvarsfordeling giver nemlig vore politikere en relativ autonomi i forhold til vælgerne, en autonomi som er nødvendig, for at det repræsentative demokrati kan fungere - omend ikke helt i overenstemmelse med idealet.

Demokratiets problemer og paradokser
Demokratiets ide kræver en klar ansvarsfordeling, men en klar ansvarsfordeling vil være en trussel mod demokratiet.

Demokratiets ide forudsætter en åben debat om betalingen af “regningen”, men en åben debat herom vil true demokratiet.

Demokratiet forudsætter, at elite og folk kan samtale. Men demokratiets overlevelse forudsætter at skattestigninger, strukturtilpasninger og inddragelse af priviligier kommer som en tyv om natten uden forudgående folkelig debat.

Demokrati forudsætter, at eliten lytter til folket. Men demokratiets overlevelse forudsætter, at eliten har en relativ autonomi til at træffe beslutninger, der går imod folket.

Demokratiet virker således ikke på “trods af” men på “grund af” dets mangler.

Kronikken af professor Poul Erik Mouritzen bygger delvis på artiklen ”Spændinger i velfærdsstaten”, som indgår i bogen ”Kommunestyrets fremtid”, der netop er udkommet på AKFs forlag. I artiklen findes de relevante henvisninger.