Trøjborg overlever

Både forsvarsminister Jan Trøjborg og forsvarschef Christian Hvidt ser ud til at overleve stormvejret i Udenrigspolitisk Nævn. SF og Enhedslisten fastholder som de eneste kravet om forsvarschefens afgang.
Jon Adelsten

Militæret kan ikke tilsidesætte politiske ønsker i et demokrati. Det er meget alvorligt og helt uacceptabelt.

Keld Albrectsen, Enhedslistens ordfører.

Efter et syv kvarter langt møde i det Udenrigspolitiske Nævn tirsdag morgen accepterede Folketingets partier forsvarsministerens redegørelse om forløbet. Ifølge Jan Trøjborgs forklaring tolkede forsvarschefen regeringens retninglinjer forkert, da han stemte for den finske general som formand for EUs militære komité istedet for NATOS italienske kandidat.

Regeringen har handlet klodset
Venstres formand Anders Fogh Rasmussen, der havde indkaldt Nævnet, accepterede den længere redegørelse fra ministeren og mener ikke, at der er mere at komme efter i sagen. Han mener, regeringen har handlet klodset, og advarede mod at tørre ansvaret for miseren af på forsvarschefen. Det er regeringens embedsmænd, der ikke har givet en klar instruks, mente Fogh.

Venstrefløjen fastholder fyring
Mens de borgerlige partier er kølnet af efter ministerens redegørelse, er SF og Enhedslisten endnu mere overbevist om at forsvarschefens enegang er uacceptabel.
- Jeg synes papirerne helt kart viser, at der er tale om en klar tilsidesættelse af en politisk instruks, der ikke kan misforstås. Militæret kan ikke tilsidesætte politiske ønsker i et demokrati. Det er meget alvorligt og helt uacceptabelt, siger Enhedslisten ordfører Keld Albrectsen.
Hverken SF eller Enhedslisten ønsker sagen afsluttet nu, men indtil videre tyder det på at der ikke kan samles flertal for en fyring af forsvarschef Christian Hvidt.

SF: Trøjborg taler snik-snak
SFs formand Holger K. Nielsen mener, at det er rystende at affæren ikke får konsekvenser for forsvarschefen. Han opfordrer stadig Jan Trøjborg til at fyre forsvarschef Christian Hvidt.
- Trøjborgs snik-snak om at sagen ikke kan bære en fyring af forsvarschefen er helt uforståelig. Hvis en forsvarschef kan overleve at føre sin egen private udenrigspolitik, kan han overleve hvad som helst, siger Holger K. Nielsen.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00