Skattestop for TV 2

Venstres medieordfører svarer på den kritik, der på det seneste har haglet ned over Venstre og de Konservatives ønske om at privatisere TV 2, så snart de kommer til magten. Hverken TV 2, medieforskere eller kulturradikale skal definere hvad tv-kvalitet er, mener Jens Rohde.
Jon Adelsten

De kan få deres public service på Danmarks Radio. Vi mener, at i et land med fem millioner mennesker er det alt rigeligt med én public service kanal.
Jens Rohde, medieordfører Venstre

Både TV 2 og en række medieforskere mener, at en privatisering af stationen vil svække udbudet af de dyre aktualitets- og dokumentarprogrammer og bringe tv-nyhedsdækningen tilbage til tiden før monopolbruddet.
- TV 2 blev oprettet da Danmark var et mediemæssigt u-land. I dag er det anderledes. Aviserne er 100% kommercielle, og de leverer en fin hyhedsdækning. Man går jo ikke og kritiserer aviserne for, at de er private og kommercielle, siger Jens Rohde til Altinget.dk.

Kommerciel kvalitet
Både TV 2s direktør Cristina Lage og det samlede felt af medieforskere forudser, at en privatisering vil medføre et aktionærkrav om overskud, som stationen ikke i dag kan præstere. Det betyder, mener de, at de dyre og ressourcekrævende produktioner - som for eksempel nyheder - langsomt risikerer at blive skåret væk.
De advarsler bider ikke på Jens Rohde. Diskussionen om kvalitet i medierne er efter hans mening alt for præget af elitære holdninger hos politikere og forskere.
- De kommercielle stationer kan lave ligeså godt nyhedsstof som alle andre. Det er måske på en anden måde, alt efter hvem man henvender sig til. Problemet med medieforskere og de der kulturradikaler er jo, at de definerer kvalitet udfra deres egen opfattelse om, at det skal være sådan og sådan, siger Jens Rohde.

Skattestop gælder også for TV 2
- TV 2s synspunkter kommer ikke bag på mig – de har været kendt længe. Men det er ikke dem, der bestemmer, og det er heller ikke medieforskerne i Danmark, der bestemmer. Står det til dem, kan vi næsten ikke betale nok i licens. De kan få deres public service på Danmarks Radio. Vi mener, at i et land med fem millioner mennesker er det alt rigeligt med én public service kanal.
Diskussionen om en privatisering af TV 2 er blevet aktuel, efter at Kulturministeren vil slække på restriktionerne for de andre reklamefinansierede tv-stationer, når det nye digitale tv-net tages i brug. TV 2 vil formentlig miste en del reklameindtægter, og derfor mener Venstre og de Konservative, at en privatisering uden public service forpligtelser og licensbudget vil være det bedste for TV 2.
- Hvis TV 2 skal kunne eksistere på det nuværende niveau i fremtiden, vil det koste langt flere licenskroner. Det vil vi ikke være med til. Vi mener faktisk, at vores skattestop også gælder på det her område, siger Jens Rohde.

Nyheder som på TvDanmark
De kommercielle tv-stationer i Danmark leverer i stigende omfang dansk produceret fiktion og dokumentar. Den omkostningstunge nyheds- og aktualitetsproduktion har dog været begrænset, og senest har TV3 måtte acceptere, at stationen ikke kan lave nyhedsdækning på kommercielle vilkår.
Det efterlader TvDanmark 2 som den eneste landsdækkende kommercielle kanal med nyheder. For Jens Rohde er det i orden, hvis en privatisering betyder, at TV 2s nyhedsdækning reduceres til TvDanmarks niveau.
- Næh, det vil det ikke. Det må TV 2 træffe deres eget valg om. Jeg vil ikke være med til, at danskerne skal blive ved med at betale et utal af kroner i licens for en masse ting, som de får i forvejen. Hvordan TV 2 finder ud af, hvad der skal være deres niche, vil jeg som politiker overhovedet ikke blande mig i, eftersom jeg mener, at stationen skal privatiseres, siger han.
- Vi vil have masser af tv-stationer fremover, og så sikrer vi, at der er et public service tilbud, som vi giver gennem Danmarks Radio. Det kunne også være andre, der leverede det, men det er ikke min forpligtelse at sikre, at der er hverken fire eller seks offentligt finansierede tv-kanaler, slutter Jens Rohde.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00