Intern kritik af Lykketoft

Mogens Lykketoft sneg efterlønsreformen igennem i et lukket forhandlingsforløb hvor kun Anders Fogh og han selv reelt deltog. Han gik bevidst uden om de socialdemokratiske ordførere, folketingsgruppen og fagbevægelsen og bragte dermed partiet uforberedt ind i sin værste vælgerkrise. Det fremgår af en ny bog om forhandlingerne bag efterlønsreformen.
Jon Adelsten
Lykketoft får skarp kritik fra sine egne partifæller for hans hemmelige snigtaktik omkring efterlønsforliget. Det fremgår af en ny bog "Efterlønsreformen bag facaden", skrevet af Jesper Ræbild og Holger Spangsberg Krisitiansen som speciale ved Aalborg Universitet. Forfatterne har interviewet 28 politiske aktører for at kortlægge det præcise forløb omkring efterlønsforliget fra efteråret 1998.

Lukket forhandlingsforløb
Forhandlingerne mellem Lykketoft og Anders Fogh, om den kontroversielle reform der rystede socialdemokratiet, startede allerede i august 1998, mens Nyrup gik rundt og lovede, at der ikke blev pillet ved efterlønnen. Under socialdemokratiets kongres i september undlader Lykketoft at præsentere planerne for efterlønsreformen, og mens forhandlingerne bliver mere og mere konkrete og bringes ind i finanslovsforhandlingerne, hører partiets arbejdsmarkedsordførere stadig ingenting. Ordførerne orienteres først i november af arbejdsminister Ove Hygum, og de har adskillelige indsigelser og truer med at stemme imod, men da har Lykketoft netop afsluttet forhandlingerne med Fogh.

Intern kritik fra partiet
Flere socialdemokratiske ordførere kritiserer i bogen Lykketoft og Nyrup for deres strategi omkring forhandlingerne. Daværende arbejdsmarkedsordfører Ole Hækkerup, mener det lukkede forløb var skyld i partiets efterfølgende vælgerkrise.
- Det var en helt forkert strategi. Hvis vi havde ført forhandlingerne i et åbent miljø, vile vi slet ikke have haft vores vælgerkrise, siger Ole Hækkerup.
Arbejdsmarkedsordfører Bjarne Laustsen følte sig direkte forbigået i forløbet, og han kritiserer Lykketoft for ikke at have forberedt partiet på den kontroversielle reform.
- Det er forkert at lave reformer i så lukket en kreds. Vi følte det som et diktat fra oven og havde derfor også svært ved at forsvare indholdet. Jeg ville ikke finde mig i de arbejdsmetoder. Og der har heller ikke været problemer siden, siger Bjarne Laustsen.

Lykketoft forsvarer snigløb
Det lukkede forhandlingsforløb kan dog sagtens gentage sig. Lykketoft forsvarer selv den snigende taktik. Han mener kun kontroversielle reformer kan gennemføres hurtigt efter et valg.
- Al erfaring viser, at kontroversielle beslutninger er der ikke 90 mandater bag ret lang tid efter et folketingsvalg. Så du har i virkeligheden kun en åben våge til den slags kontroversielle beslutninger forholdsvis få måneder efter et valg, siger Mogens Lykketoft i bogen.
Lykketoft erkender dog i bogen, at han kunne have forberedt sit bagland bedre.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00