Hvad så, skat?

Det hele startede for en uge siden, da en ny skatteborgerforening så dagens lys i Danmark. Den fik omfattende medieomtale og bagefter stod politikerne i kø for at bakke de nye skattekritikere op. Og efter at den Økonomiske Oversigt mandag tegnede et særdeles flot billede af dansk økonomi, har den gamle borgerlige mærkesag om det danske skattetryk fået øget næring, og er nu røget direkte ind i toppen på den politiske dagsorden.
Jon Adelsten
Modstridende radikale meldinger
Den unge radikale skatteordfører, Anders Samuelsen startede med at hilse skatteforeningen velkommen. Han så gerne at skattelettelser blev diskuteret mere offensivt på Christiansborg og han så gerne, at man startede med at bringe topskatten ned. Den manøvre vil koste ca. 12 mia. kroner på statsbudgettet. Det fik han efterfølgende hug for i det radikale medlemsblad, hvor et partimedlem anførte at, "man i Det Radikale Venstre betaler sin skat med glæde".
Den radikale økonomiminister Marianne Jelved afviser også skattelettelser, selvom hun mandag præsenterede de særdeles gode tal for dansk økonomi. Marianne Jelved har dog taget debatten til sig, og har sagt, at hun gerne vil se på de marginale satser, men at den økonomiske stabilitet skal sikres. Selvom der ikke er helt fodslag mellem skatteordføreren og økonomiministeren har de radikale nedsat et internt udvalg, der skal arbejde med et oplæg til en ny skattereform.

Konservative går efter mellemskatten
Hos de konservative er det mellemskatten der er målet. Det siger partiformand Bendt Bendtsen i dag til Radioavisen. Ifølge de konservative vil en lavere indkomstskat få flere i arbejde og samtidig få folk til at arbejde mere, fordi det bedre kan betale sig. Samtidig er de Konservative også ude efter ejendomsværdiskatten. Og den er netop en af CDs skattemærkesager, som Mimi Jakobsen vil arbejde hårdt på at få gennemført i en eventuel borgerlig regering. CD har for nylig mindet de borgerlige partier om den såkaldte "musketer-ed" om en afskaffelse af skatten på ejendomsværdien, som partierne indgik under valgkampen i 1998.

Venstre vil sænke alle skatterne gradvist
Venstre har gentagne gange lovet et skattestop hvis partiet får regeringsmagten. De vil desuden arbejde på en gradvis sænkning af skatterne som et næste led i deres skattestrategi. Den politik er blevet kritiseret for ikke at holde økonomisk vand, men i sit ugentlige nyhedsbrev forklarer Venstreformand Anders Fogh Rasmussen sine skatteberegninger. Han afviser, at det vil koste nedskæringer:
- Pengene til den lavere skat kommer fra besparelser på statens renteudgifter. Den besparelse opnår vi ved at nedbringe statens gæld. Staten betaler årligt ca. 50 mia. kr. i renter af gæld. Der er således noget at tage af til finansiering af reelle skattelettelser – og samtidig sikre en forbedring af velfærdsamfundet.
Anders Fogh Rasmussen mener ligesom de Konservative, at en lavere skat vil stimulere det private initiativ, bringe flere i arbejde og dermed øge statens indtægter.

Nyrup afviser skattelettelser
Den aktuelle skattedebat preller dog af på statsminister Poul Nyrup Rasmussenen. Han bakker i stedet Marianne Jelveds holdning op og på sit ugentlige pressemøde tirsdag, afviste han skattelettelser, før regeringens nuværende skattereform er gennemført i 2002:
- Der er nogle skatteomlægninger i gang frem til 2002, derefter vil regeringen kigge på skattetrykket igen, sagde Poul Nyrup.
Kravet om skattelettelser kommer også fra LO, men det får ikke statsministeren til at ryste på hånden. Han forventer at skattetrykket på arbejde vil falde i løbet af reformen, men indtil videre prioriterer regeringen udbygningen af velfærdssamfundet:
- Jeg synes det er vigtigt, at holde fast i hvad der betyder noget for mennesker i Danmark. Vi kan ikke love skattelettelser samtidig med, at vi arbejder på at forbedre sygehusene, ældreomsorgen, uddannelsessystemet osv. Vi kan alle ønske os skattelettelser, men vi har stadig en meget stor gæld. Hvis vi ikke afvikler den i de gode tider, så står vi betydelig ringere i de dårlige tider, tilføjede Poul Nyrup.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00