Elektronikvirksomheden Mikkelsen Electronics fra Farum får til opgave at producere de styrebokse og kabler til de kommende danske Piranha V pansrede mandskabsvogne, som Falck-Schmidt Defense Systems ellers skulle have produceret. Men efter Falck-Schmidts konkurs den 3. oktober sidste år var producenten af Piranha V, General Dynamics European Land Systems (GDELS), nødt til at finde en anden virksomhed, der kunne tage sig af arbejdet.

Det har man så gjort og aftalen blev præsenteret onsdag eftermiddag i forbindelse med at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen var på besøg på virksomheden, der har godt 100 ansatte i Farum og i Nis i Serbien.

Selskabets direktør Kim Christiansen oplyser til nytkampfly.dk, at man forventer at skulle ansætte mellem 10 og 15 medarbejdere til at klare opgaven, som skal løses de næste 3-4 år med de første leverancer ned til GDELS’ datterselskab MOWAG’s samlebånd i Schweiz allerede til foråret.

GDELS vil kunne bruge produktionen af styrebokse og kabler til at nedskrive på den modkøbsforpligtelse på omkring 4,5 mia. kroner, som selskabet blev pålagt som følge af købet. Når der er tale om ren “simpel” produktion af “stumper”, så kan modkøbskontoen kun nedskrives med et beløb, der svarer til kontraktsummen. Altså 1:1. Men når der er tale om teknologioverførsel, som den danske virksomhed også kan bruge på andre fronter og som i det hele taget “løfter” den danske virksomhed, så kan den udenlandske leverandør få en højere faktor, så en ordre på eksempelvis 100 mio. kroner kan give en nedskrivning på modkøbskontoen hos Erhvervsstyrelsen på eksempelvis 300, 500 eller 700 millioner kroner.

Det er uvist hvor stor ordren til Mikkelsen Electronics er og hvor stor nedskrivningsfaktor GDELS får. Men Mikkelsen Electronics direktør oplyser til nytkampfly.dk at der ikke kun er tale om “simpel produktion”. Der er også tale om teknologioverførsel, så der gives mere end faktor 1. I en pressemeddelelse opremser selskabet følgende overførsler: Inline Quality System, montagetræning, QM træning, dokumentation, testing and supervision, prochurement training, militære standarder og krav”.

Falck-Schmidt Defense Systems skulle ikke blot have produceret styrebokse og kabler. Den fynske virksomhed havde også – ifølge dem selv – fået lovning på at skulle stå for slutmontagen af langt hovedparten af de 309 Piranha V PMV’ere, som det danske forsvar har købt. GDELS kom dog ikke med den endelige kontrakt på slutmontagearbejdet før Falck-Schmidt Defense Systems måtte smide håndklædet i ringen. Ifølge direktøren, Jan Falck-Schmidt, blandt andet fordi man havde investeret store beløb i en fabrik i Fredericia, som netop skulle bruges til slutmontagearbejdet – som aldrig kom.

Falck-Schmidts konkurs skabte tvivl om hvorvidt køretøjerne overvhovedet ville blive samlet af danske arbejdere i Danmark. Eller om MOWAG selv ville tage sig af det i Schweiz. Men i november sidste år indgik GDELS en aftale med Støvring-virksomheden Hydrema om slutmontagen af over 290 køretøjer. Hydrema kunne på det tidspunkt ikke sige noget om hvorvidt montagearbejdet ville betyde nyansættelser i virksomheden. Falck-Schmidt Defense Systems regnede med, at montageopgaven ville have skabt mere end 200 arbejdspladser.

Med aftalerne med Mikkelsen Electronics og Hydrema får GDELS nu mulighed for i stor stil at afdrage på sin modkøbsforpligtelse. Indtil de to aftaler kom i hus var det nemlig begrænset hvad GDELS havde indgået af modkøbsaftaler med danske virksomheder. Med en kontraktsum på omkring 4,5 mia. danske kroner, skulle man ellers mene, at det var med at komme ud over stepperne.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

5 Comments for this entry

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *