EU-Kommissionen har besluttet at åbne en sag mod Danmark for ikke at overholde EU-reglerne for indkøb af militært isenkram. Det er vores regler for modkøb i forbindelse med køb af våben fra udenlandske producenter, som nu bringer os en sag på halsen.

At EU-Kommissionen nu har besluttet at åbne en sag mod Danmark kommer ikke som den store overraskelse for dem, som kan huske processen i 2013-2014 omkring tilblivelsen af de nuværende danske modkøbsregler. EU-Kommissionen var ikke begejstrede for de eksisterende regler. Derfor drejede det sig netop om at lave nogle regler, som lige akkurat kunne accepteres af EU eller kun i mindre grad krænkede EU-reglerne, så vi ikke smadrede den danske forsvarsindustri, som i udpræget grad er afhængig af modkøb.

Løsningen blev, at vi fremover kun kan forlange modkøb, når det er nødvendigt af hensyn til Danmarks sikkerhedsinteresser. En gummiparagraf, der gør det muligt fortsat at stemple temmelig meget af vores materielindkøb som modkøbspligtigt. EU-Kommissionen kunne dog godt se hvad vi havde gang i og har altså nu valgt ikke at ignorere det. Det var ellers hvad vi et eller andet sted havde håbet på.

EU-Kommissionen er generelt imod modkøb, da man mener det hæmmer konkurrencen og er en unødvendig handelsbarriere. Holland har også fået en åbningsskrivelse på grund af lignende modkøbsregler.

“In the case of Denmark and the Netherlands, the Commission is concerned that the two countries have imposed unjustified offset requirements demanding compensation from non-national suppliers when purchasing defence equipment from them. Offset requirements are restrictive measures which hinder the free movement of goods and services and are incompatible both with the EU Treaty and with the correct transposition and application of the Directive.

Samtidig har Italien, Polen og Portugal modtaget åbningsskrivelser på grund af konkrete kontrakttildelinger, som EU-Kommissionen mener strider mod EU-reglerne for indkøb af militært isenkram. Alle fem lande har nu fem måneder til at svare på åbningsskrivelserne fra EU-Kommissionen.

De fem skrivelser er bare nogle af de mange åbningsskrivelser og lignende, som EU-Kommissionen i januar har sendt afsted til EU-landene. Således har EU-Kommissionen blandt andet skrevet til Danmark, da de ikke mener, at vi i tilstrækkelig grad håndhæver, at danske osteproducenter ikke må bruge betegnelsen “feta”.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *