Røre i CD om parlamentarisk strategi

Efter at CDs gruppeformand Peter Duetoft i weekenden meddelte at CD bør støtte en VK regering i valgkampen, kritiseres han nu af leder Mimi Jakobsen for brud på en vigtig CD tradition.
Jon Adelsten
Det er en historisk tradition i CD, at partiet ikke vælger parlamentarisk side før et valg er udskrevet. Det var en af stifteren Erhard Jakobsens faste principper - Partiet skulle ikke bidrage til den lammende blokpolitik i Folketinget. Det princip brød gruppeformand Peter Duetoft søndag aften, da han i TV-Avisen åbent meldte ud, at han mener partiet bør støtte en VK-regering og pege på Anders Fogh Rasmussen (V) som statsministerkandidat.

Mimi fastholder princippet
Den udmelding bryder partiets leder Mimi Jakobsen sig ikke om. Hun står fast på princippet om ikke at vælge side, før valget er udskrevet.Og hun mener derfor ikke, at Peter Duetofts melding gælder for CD.
- Der kommer først en formel beslutning, når folketingsvalget er udskrevet. Det er vores holdning, at det er der, vi skylder et svar. Og i mellemtiden deltager vi ikke i blokpolitik. Vi ønsker at samarbejde, sådan som vi altid har gjort i Folketinget, fastslår Mimi Jakobsen.

Folketingsgruppen splittet
Beslutningen har ikke været drøftet på noget gruppemøde, men Peter Duetoft har opbakning fra partiets erhvervs-, rets- og skatteordfører Sonja Albrink.
- Jeg holder på, at den næste regering vi skal have, er en borgerlig regering. Jeg støtter Peter i det her, siger Sonja albrink.
Men folketingsgruppen er splittet og næstformand Arne Melchior afviser traditionsbruddet og mener partiet skal stå fast.
- Der er et års tid til valget, og der kan ske mange ting i dansk politik inden da, så der er ingen grund til at lægge sig fast i dag, siger Arne Melchior. Han åbner desuden muligheden for at partiet ligesom ved valget i 1994 peger på en Socialdemokratisk regering.
- Det er ikke spor teoretisk. Det er en faktisk mulighed. der er to kandidater at vælge imellem som statsminister, påpeger Arne Melchior.

Partiet skal afklare spørgsmålet på et gruppemøde tirsdag.

Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00