Miljøoplysningsloven er en af de ting, som skal være med til at skaffe Boeing aktindsigt i de dokumenter om kampflyevalueringsarbejdet, som den amerikanske kampflyproducent så hjertens gerne vil have udleveret.

Det stod klart på den første af to retsdage i sagen om Boeings adgang til aktindsigt i dokumenter om kampflyevalueringsarbejdet hos Forsvarsministeriet, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) samt Værnsfælles Forsvarskommando (VFK). Dokumenter, som Boeing skal bruge til at vurdere om der er basis for at køre en sag mod Danmark omkring selve evalueringen af Boeings F/A-18F Super Hornet-fly, der som bekendt deltog i den danske kampflykonkurrence.

Boeing anmodede om aktindsigt i september 2016, men valgte i marts 2017 at stævne Danmark, da man mente, at det gik for langsomt med at få de rette dokumenter udleveret. Det er så den stævning, som har mundet ud i retsmøderne i Københavns Byret mandag og tirsdag.

I fredags ridsede vi sagen op i dette indlæg og i dag mandag live-bloggede vi fra retssalen. I dette indlæg samler vi op på de ting, der kom frem under retssagens første dag, inden vi blogger videre i morgen kl. 9.30.

Dagen i dag gik først med en mere end tre timer lang sagsfremlæggelse af Boeings advokater fra det danske advokatfirma Bech-Bruun. Herefter fulgte en 22 minutter lang fremlæggelse af supplerende oplysninger fra Kammeradvokaten. Og til sidst tog Boeings advokater hul på proceduren. Det blev de kun cirka halvt færdige med, så det er her vi starter ud i morgen kl. 9.30. Det efterfølges af Kammeradvokatens procedure, en replik fra Boeing/Bech-Bruun og til sidst en duplik fra Kammeradvokaten.

Helt som forventet, så blev den nuværende offentlighedslovs såkaldte “ressourceregel” et af omdrejningspunkterne i dag i argumentationen fra Boeings advokater hos Bech-Bruun. Det er paragraf 9 stk 2 i offentlighedsloven, som taler om, at hvis en myndigheds sagsbehandling af en aktindsigtsanmodning vurderes at tage mere end 20 timer, så kan den afvises. Den regel har Forsvarsministeriet, FMI og VFK blandt andet henholdt sig til – samtidig med at de alligevel har brugt til sammen næsten 1.400 timer på sagen indtil videre.

Sagen er imidlertid den, at miljøoplysningsloven henviser til den gamle offentlighedslov fra 1985, som i 2013 blev erstattet af den nuværende offentlighedslov. Den gamle lov havde ikke en ressourceregel. Og det er jo heldigt, når nu sagen om kampflyevalueringen – i Boeings øjne – rent faktisk også er en miljøsag. Det er blandt andet aspektet omkring støj og støjmålinger, der gør det til en miljøsag. Og når det er det, så gælder altså den ikke længere gældende offentlighedslov.

Som nævnt i vores opridsning fredag, så handler det for Boeing om at få dirket op ind til skabet med kampflydokumenterne. Og det kan miljøoplysningsloven lige præcis hjælpe til med.

Et andet aspekt handler om hvorvidt Boeing reelt er part i sagen eller ej. Hvis de er det, så har de nemlig ret til aktindsigt i alt i deres egen sag. Her pegede Kammeradvokaten på, at det ikke formelt var Boeing, der tilbød flyet til Danmark. Det gjorde US Navy, da der var tale om en government-to-government aftale. Så Boeing er producent af flyet, men ikke leverandør. Og derfor har de ikke krav på fuld aktindsigt.

Et tredje aspekt i sagen handler om den periode, som Boeing ønsker at få aktindsigt i dokumenter fra og den periode, som de indtil videre har fået aktlister fra. For Boeing vil have alt fra 2005 til 2016. Eller i hvert fald i første omgang lister over alle dokumenter, som man så vil forbeholde sig retten til at bede om. Men myndighederne mener ikke det giver mening at give Boeing dokumenter fra før 2013, hvor kampflykontoret blev etableret og konkurrencen genoptaget efter en pause fra 2010 til 2013.

Boeing pegede på, at der i ”request for binding information” fra 2014 stod, at oplysninger indleveret i perioden 2005-2010 ville blive brugt i det fremadrettede arbejde. Og det er sådan set også rigtigt nok. Men når der så alligevel kun er dokumenter og sager dateret fra 2013 til 2016 på de lister, som Boeing har fået udleveret, så skyldes det ifølge Kammeradvokaten, der som Statens advokat fører sagen, at dokumenterne er blevet sendt rundt mellem forskellige myndigheder i takt med at arbejdet med kampflyindkøbet er blevet flyttet rundt i systemet.

Så da Nyt Kampfly Program under Forsvarsministeriet i 2013 slog dørene op, så oprettede man nye sager, hvor relevante dokumenter og sager fra den daværende forsvarskommandos Projektkontor Nyt Kampfly, der arbejdede med indkøbet 2005-2010, blev lagt ind under. Derfor giver det meget god mening kun at se på aktlister for 2013 – 2016. For de relevante dokumenter fra 2005-2010 er med på disse lister, pointerede Kammeradvokaten.

Boeing var i øvrigt ikke videre imponerede over de lister, som FMI rent faktisk har udleveret løbende siden anmodningen om aktindsigt blev indgivet for 16 måneder siden. Bech-Bruuns advokater havde lavet en opgørelse som viste, at FMI reelt har udleveret under 10 sager, som rent faktisk var relevante for kampflyevalueringen.

Det er første gang en aktindsigtssag prøves ved domstolene. For normalt går man bare til Folketingets Ombudsmand, hvis man får afslag på en anmodning. Men det har Boeing altså valgt ikke at gøre. I stedet stævnede man Danmark længe inden myndighederne overhovedet havde truffet en afgørelse i sagerne om aktindsigtsanmodninger.

Der blev ikke trukket de store kaniner op af hatten i dag. Det her med at sager fra 2013-2016 godt kan rumme ældre dokumenter lod dog til at være nye oplysninger for Boeing og Bech-Bruuns folk.

Vi kom som nævnt halvvejs ind i Boeings procedure. Det er her de råt for usødet giver deres argumenter. Det er ikke en sagsfremstilling, men her de argumenterer og tackler igennem. Så det var ret interessant at høre dem ridse op hvordan de mener kagen skal skæres. I morgen får vi mere af det, ligesom vi skal høre Kammeradvokatens udlægning af sagen. Høre hvorfor de mener, Boeing er helt ude i skoven med deres anmodning om aktindsigt i alle dokumenter om kampflyindkøbet fra Forsvarsministeriet og underliggende myndigheder 2005-2016.

Dommen forventes at falde om en måneds tid.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

10 Comments for this entry

  • KimE siger:

    Den frysta federala budgeten tvingar DSCA att visa det offererade priset för f35a för Belgien, 34 plan + fyra extra motorer för $6,53b eller $190m/styck.
    http://www.defense-aerospace.com/article-view/release/190048/federal-shutdown-forces-us-to-reveal-cost-of-f_35-offer-to-belgium.html

  • Jan Nielsen siger:

    Av for nogle priser; hvordan mon det kommer til at gå med det danske køb:
    This notification also confirms the unit cost of an F-35A is $190 million – over twice the $85 million price that Lockheed is still claiming – and which is very close to the $206 million that we determined for Lot 5 aircraft being delivered in 2017.
    And those $190 million do not include the cost of ground equipment and weapons – both things that are required for a warplane to fly combat missions.
    So far, governments in Italy, Norway, Denmark and the UK swallowed the Pentagon’s bait, along with its hook, line and sinker, but they did not know the true cost of the planes they were buying.
    Even the UK government, which is the largest non-US F-35 partner, still cannot tell Parliament how much they cost.
    http://www.defense-aerospace.com/article-view/release/190048/federal-shutdown-forces-us-to-reveal-cost-of-f_35-offer-to-belgium.html

  • Thomas F siger:

    Nuværende priser med motor.

    The most recent LRIP 10 contract reflects an average airframe unit cost approximately 8 percent lower than the LRIP 9 contract signed in 2016 and an approximate 62 percent reduction since LRIP 1. LRIP 10 Aircraft Costs (including jet, engine and fee) are:

    76 F-35As CTOL – $94.3 million (7.3% reduction from Lot 9)
    12 F-35Bs STOVL – $122.4 million (6.7% reduction from Lot 9)
    2 F-35Cs CV – $121.2 million (7.9% reduction from Lot 9)
    The U.S. Government, Lockheed Martin and the F-35 industrial team continue to collaborate to further reduce F-35 costs for future production lots.

    In 2014, the DoD announced an industry-led effort called “Blueprint for Affordability” and expanded the effort in 2016 from a $1.8 billion to a $4 billion savings initiative. The goal of these programs is to drive the cost of an F-35A to less than $85 million in 2019, where it will be equivalent to, or less, than any 4th-generation fighter.

    https://www.f35.com/about/cost

  • Thomas F siger:

    @ Jan Nielsen, som jeg læser det, er de 192 millioner$ nærmest all inclusive.

    The Government of Belgium has requested to buy thirty-four (34) F-35 Joint Strike Fighter Conventional Take Off and Landing (CTOL) aircraft, and — thirty-eight (38) Pratt & Whitney F-135 engines (34 installed, 4 spares).

    Also included are Electronic Warfare Systems; Command, Control, Communications, Computer and Intelligence/Communications, Navigational, and Identification (C4I/CNI); Autonomic Logistics Global Support System (ALGS); Autonomic Logistics Information System (ALIS); Full Mission Trainer; Weapons Employment Capability, and other Subsystems, Features, and Capabilities; F-35 unique infrared flares; Reprogramming center; F-35 Performance Based Logistics; software development/integration; aircraft ferry and tanker support; support equipment; tools and test equipment; communications equipment; spares and repair parts; personnel training and training equipment; publications and technical documents; U.S. Government and contractor engineering and logistics personnel services; and other related elements of logistics and program support.

  • GD siger:

    Briganti fra Defense-aerospace er ude i konspirationsteorier og klovnerier. Han tager en oplysning, der kræver en forståelse af kontekst han ikke har eller ikke vil bruge for at fortolke, og broderer så frit en historie oven på for at bekræfte hans eget synspunkt.

    Man kan ikke bruge DSCA meddelelserne til meget andet end at konstatere at moderne kampfly koster kassen. De kan heller ikke sammelignes med hinanden, da der fx kan være dele af driften i anskaffelsesfasen inkluderet mht. Belgien. Det kan der også være for Super Hornets til Canada.

    Tag for eksempel dette eksempel
    34 F-35A til Belgien $6,53 mia
    18 Super Hornet til Canada $5.23 mia

    http://www.dsca.mil/major-arms-sales/government-canada-fa-18ef-super-hornet-aircraft-support

  • Svend-Erik Hansen siger:

    @ Thomas F

    Nej, prisen er netop uden alle de ekstra omkostninger, der f.eks. gør de norske fly så dyre. Udvikling af JSM, base ombygninger, realvækst osv.

    Det er simpelthen prisen for et fly med det systemer og de ting, der skal bruges til at gøre det operativt som træning, manualer og simulatorer.

    Derudover er der PBL (Performance Based Logistics), som Danmark også har valgt og aircraft ferry and tanker support til overførslen af flyene.

    Du kan i øvrigt se i det danske aktstykke, hvad vi betaler for PBL løsningen. Vi skal betale for det, men reservedele og udstyr forbliver amerikansk ejet.

  • Thomas F siger:

    @svend-Erik
    Alt hvad der står oven for er inklusiv i de 192 millioner$

    Prisen for et f-35 i 2017 var 94,3 og forventet pris i 2019 85…

    Det er for ævrigt da en super god service at amerikanerne vil tage omkostningen med at lagerføre vores reservedele.

  • Svend-Erik Hansen siger:

    @ Thomas F

    Ja, det er flyet med dets systemer, simulatorer, manualer osv. Danmark regner også disse ting med i indkøbsprisen.

    Herudover kommer alle de andre omkostninger som f.eks. base ombygning. De er indeholdt i levetidsomkostningerne.

    Når LM oplyser om prisen (85-95 mio. dollars), er det kun for flystellet, indvendige systemer og motoren.

    Du har vist misforstået den amerikanske “service”.

    De nøjes ikke med at “lagerføre” reservedelene og udstyr. De ejer dem, selvom vi har betalt til dem.

  • GD siger:

    Klippeklip med sidste nyt fra Canada sagaen featuring Trudeau m.fl.

    Amateur Hour: The Interim Super Hornet Saga and the Perils of Prioritizing Politics Over Defence

    The Foreign Military Sale (FMS) response gave a very different story, which corroborated the findings of DND, the 2014 NFPS report, and foreign assessments like the one undertaken by the Danish government. It showed a per-unit cost of the aircraft at approximately US $120 million per aircraft, with the total contract coming to US $5.7 billion. This was significantly higher than the oft-quoted US $65 million per unit. Boeing and its allies attempted to mitigate the damage. In the immediate aftermath, the company gave a press briefing where they claimed the FMS cost was artificially inflated, and the actual contract cost would be much lower. On 19 September, a leak revealed a letter by a number of suppliers with ties to Boeing urging the government to continue with the sale (Canadian Press 2017). The efforts had little effect. ***The government could not understand the incongruence between what they had expected the Super Hornet to cost and the reality.*** Consequently, several officials were sent to the US government to gain clarification. They reported the costing was accurate. This alone may have ended the deal, as the government at this point started to move forward on the Australian purchase. It was overshadowed, however, by what occurred next.

    https://macdonaldlaurier.ca/files/pdf/MLICommentary_Shimooka_Jan2018_webreadyF.pdf

    ***mit highlight***

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *