Ingen autorisationsordning for psykoterapeuter

Uddannelsen som psykoterapeut skal gennemgå en kvalitetskontrol, men ministeren vil ikke tage initiativ til, at der oprettes en autorisationsordning. Undervisningsministeriet laver et udkast til en uddannelsesmodel, og når den foreligger, vil ministerierne snarest herefter tage kontakt til uddannelsesledere på psykoterapeutområdet med henblik på videre drøftelse af forslaget.
Tina Møller
Dokumentation
Spørger: Birthe Skaarup (DF):

Spørgsmål: »Vil ministeren tage initiativ til, at regeringen i folketingssamlingen 2003-04 fremsætter lovforslag om en autorisationsordning for psykoterapeuter med statslig kontrol eller indseende i uddannelsen?«

Begrundelse: De rystende sager om misbrug af psykoterapeuttitlen, der i den senere tid har været omtalt i medierne, må føre til et politisk krav om lovgivningsindgreb. Det er forfærdende, at mennesker uden uddannelse, uden praktisk erfaring, uden tilknytning til brancheorganisation, uden indlevelsesevne og - værst af alt - uden forstand på forskellen mellem god og dårlig moral - har lov til at praktisere under titlen psykoterapeut.

Der har været eksempler fremme om praktiserende psykoterapeuter, der uden professionel viden har behandlet patienter med psykiske problemer, f.eks. under en depression, hvor behandlingen har ført til misbrug, økonomisk eller seksuelt, af patienten. Der kendes eksempler på »uddannelses«-forløb inden for psykoterapi, der slet ikke indeholder tilstrækkelig faglighed og seriøsitet.

Når man hjælper mennesker i depression eller i andre psykiske krisesituationer, må man leve op til høje faglige og etiske krav. Det må der ikke herske tvivl om. Det er uantageligt, at enhver kan sætte et skilt på sin dør med titlen »Psykoterapeut« og tiltrække mennesker i nød, indgyde dem tillid, yde behandling mod betaling, måske med bagtanker om økonomisk eller seksuel udnyttelse.

Der findes i dag langvarige uddannelser inden for psykoterapien og Psykoterapeut Foreningen stiller som betingelse for medlemskab, at en ansøger har en 3 årig videregående uddannelse inden for social-, sundheds- eller undervisningsområdet, og derudover en 4-årig psykoterapeutisk uddannelse, hvortil kommer praktisk erfaring svarende til mindst 2 års arbejde i en fuldtidsstilling.

Personer, der henvender sig til en psykoterapeut, skal kunne stole på, at han eller hun kan yde kvalificeret hjælp. Kun et statslig autorisationsordning eller godkendelse kan sikre det.

Folketinget er langt fremme med at forberede en registreringsordning for alternative behandlere (B 47), der kan sikre, at patienter benytter veluddannede og seriøse behandlere. Det samme behov er helt oplagt til stede, når patienter med psykiske problemer søger hjælp inden for psykoterapien.

Sundhedsministerens svar: Jeg kan oplyse, at Undervisningsministeriet er ved at vurdere en model til en eventuel godkendelsesordning for indholdet af uddannelsen som psykoterapeut, som er blevet drøftet mellem Socialministeriet og Undervisningsministeriet samt Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Når Undervisningsministeriets udkast til uddannelsesmodel – i meget nær fremtid – foreligger, vil ministerierne snarest herefter tage kontakt til uddannelsesledere på psykoterapeutområdet med henblik på videre drøftelse af forslaget.

Det bemærkes, at der med den foreliggende model er tale om opstilling af kvalitetskrav til uddannelsens indhold, og ikke om en autorisationsordning.


Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00