Om bekæmpelse af epizootisk hæmorrhagi hos hjorte

Tina Møller
Dokumentation

Bekendtgørelse om bekæmpelse af epizootisk hæmorrhagi hos hjorte

 

I medfør af § 6, stk. 2, § 8, § 9, stk. 1, § 12, § 13, § 29, stk. 1, § 32, stk. 1, § 42 og § 43, stk. 2, i lov nr. 351 af 2. juni 1999 om sygdomme og infektioner hos dyr, som ændret ved lov nr. 966 af 4. december 2002, fastsættes:

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1. Denne bekendtgørelse vedrører bekæmpelse af epizootisk hæmorrhagi hos hjorte.

Stk. 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1)    EHD: Epizootisk hæmorrhagi hos hjorte.

2)    Modtagelig arter: Hjorte og kvæg.

3)    Bedrift: Landbrugsvirksomhed eller anden virksomhed, hvor der permanent eller midlertidigt opdrættes eller holdes modtagelige arter, samt naturreservater med modtagelige arter.

4)    Ejer eller bruger: Den eller de fysiske eller juridiske personer, der ejer ét eller flere dyr af modtagelig art eller har til opgave at passe det eller dem, mod eller uden vederlag.

5)    Vektor: Culicoides spp.

6)    Beskyttelseszone: En zone med en radius på 3 km omkring hver smittet bedrift.

7)    Overvågningszone: En zone med en radius på mindst 10 km omkring hver smittet bedrift.

Kapitel 2

Anmeldelse

§ 2. Ejere eller brugere af modtagelige arter skal ved mistanke om eller bekræftelse af EHD på bedriften straks tilkalde en dyrlæge.

Stk. 2. Tilkaldelse eller anmeldelse, jf. stk. 1, skal ske, såfremt der hos modtagelige arter påvises ødemer, blødninger og cirkulationsforstyrrelser.

Stk. 3. Tilkaldes en dyrlæge på grund af mistanke om EHD, jf. stk. 1, eller får en dyrlæge i øvrigt i forbindelse med sit arbejde mistanke om forekomst af EHD, skal dyrlægen snarest foretage en undersøgelse af det mistænkte dyr.

Stk. 4. Hvis dyrlægen efter undersøgelsen ikke kan afkræfte mistanken om EHD, skal dyrlægen straks underrette Fødevareregionen om mistanken.

Stk. 5 . Den, der får mistanke om forekomst af EHD hos vildtlevende dyr af modtagelige arter, skal straks anmelde det til Fødevareregionen.

Kapitel 3

Mistanke

§ 3. Ejeren eller brugeren af modtagelige arter, der mistænkes for at være smittet med EHD, skal, indtil det offentlige tilsyn er iværksat, jf. § 4, påse, at ingen dyr af modtagelige arter flyttes til eller fra bedriften, samt at dyr af modtagelige arter lukkes inde i stalde eller lignende.

§ 4. En bedrift, hvor der forefindes dyr, som mistænkes for at være smittet med EHD, pålægges af Fødevareregionen et offentligt tilsyn, der omfatter, at:

1)    Ejer eller bruger skal lade foretage en opgørelse over bestanden af dyr af modtagelige arter på bedriften. For hver art angives, hvor mange dyr af modtagelige arter der allerede er døde eller mistænkes for at være smittede.

2)    Ejer eller bruger skal lade foretage en optælling af dyr af modtagelige arter, der fødes og dør på bedriften i den periode, hvor der foreligger mistanke. Optællingerne skal ajourføres dagligt. Oplysningerne skal opbevares i mindst fem år og skal på anmodning forevises Fødevareregionen.

3)    Ejer eller bruger skal lade foretage en opgørelse over de steder, hvor der er gunstige vilkår for vektorens overlevelse, eller hvor den kan opholde sig, navnlig steder der er gunstige for dens reproduktion. Der skal anvendes passende insektbekæmpelsesmidler på disse steder.

4)    Al flytning af dyr af modtagelige arter til eller fra bedriften er forbudt.

5)    Ejer eller bruger skal påse, at dyr af modtagelige arter lukkes inde. Fødevareregionen kan dispensere fra denne bestemmelse på nærmere fastsatte vilkår.

6)    Ejer eller bruger af bedriften skal anvende passende desinfektionsmidler ved ind- og udgangene til de bygninger, lokaler og andre steder, der tjener som stalde for dyr af modtagelige arter, samt ved bedriftens ind- og udgange.

7)    Ejer eller bruger af bedriften skal lade udtage prøver til laboratorieundersøgelser efter Fødevareregionens anvisninger.

8)    Ejer eller bruger skal påse, at døde dyr af modtagelige arter destrueres eller bortskaffes efter Fødevareregionens anvisninger.

9)    Ejer eller bruger skal påse, at sæd, embryoner og oocytter fra dyr af modtagelige arter, der opbevares på bedriften, ikke fjernes uden Fødevareregionens tilladelse.

Stk. 2. En mistænkt bedrift tilses regelmæssigt af Fødevareregionen. I forbindelse med besøget foretages en grundig klinisk undersøgelse eller aflivning af mistænkte dyr af modtagelige arter samt eventuelt udtagelse af prøver til laboratorieundersøgelse.

Stk. 3. På en bedrift, hvor der forefindes dyr af modtagelige arter, som mistænkes for at være smittede med EHD, foretager Fødevaredirektoratet en epidemiologisk undersøgelse, jf. § 9.

Stk. 4. På en mistænkt bedrift kan Fødevareregionen træffe afgørelse om, hvorvidt personer, dyr af andre arter der ikke er modtagelige for sygdommen, og køretøjer må forlade eller komme ind på bedriften.

Stk. 5. På en mistænkt bedrift kan Fødevareregionen træffe afgørelse om, hvorvidt kød eller dyrekroppe, foder, materiel, affald, husdyrgødning, brugt strøelse og alt andet, der kan tænkes at overføre sygdommen, må fjernes fra bedriften.

Stk. 6. Ejer eller bruger skal, indtil det offentlige tilsyn er iværksat, selv påse, at de i stk. 1, nr. 4 og 5, nævnte foranstaltninger følges.

Stk.7. Tilsynet ophæves af Fødevareregionen, når mistanken om EHD er afkræftet.

§ 5. Foranstaltningerne nævnt i § 4 finder ligeledes anvendelse på bedrifter, hvis geografiske beliggenhed eller kontakt med den mistænkte bedrift giver Fødevaredirektoratet anledning til mistanke om en eventuel smittespredning.

Kapitel 4

Bekæmpelse

§ 6. En bedrift skal anses for værende smittet med EHD, såfremt Danmarks Veterinærinstitut har påvist EHD virus i materiale fra dyr af modtagelige arter på bedriften. I tilfælde af en epidemi kan Fødevaredirektoratet anse en bedrift for værende smittet alene på grundlag af kliniske symptomer eller epidemiologiske resultater.

§ 7. En bedrift, som anses for værende smittede med EHD, pålægges af Fødevareregionen et offentligt tilsyn, der omfatter, at:

1)    De modtagelige arter nedslås, i det omfang Fødevareregionen skønner det nødvendigt for at hindre smittespredning.

2)    Ejer eller bruger skal lade døde dyr af modtagelige arter destruere, bortskaffe, brænde eller nedgrave efter Fødevareregionens anvisninger.

3)    Affald såsom foder, strøelse, gødning og gylle, som kan være inficeret, destrueres eller behandles efter Fødevareregionens anvisning.

4)    Ejer eller bruger skal påse, at sæd, embryoner og oocytter fra modtagelige arter, der opbevares på bedriften, destrueres. Fødevareregionen kan dog, på nærmere fastsatte vilkår, tillade at produkterne anvendes.

5)    Ejer eller bruger skal påse, at bygninger, der tjener som stalde for modtagelige arter, samt transportkøretøjer og andet materiel, der kan være inficeret, rengøres og desinficeres efter Fødevareregionens anvisning.

Stk. 2. På en bedrift, hvor der forefindes dyr af modtagelige arter, som anses for smittet med EHD, foretager Fødevaredirektoratet en epidemiologisk undersøgelse, jf. § 9.

Stk. 3. Sæd, embryoner og oocytter, der er opsamlet fra dyr af modtagelige arter på bedriften i en periode, hvor smitten antages at have været på bedriften, opspores af Fødevaredirektoratet og skal af ejeren lade destruere efter Fødevaredirektoratets anvisninger.

§ 8. Foranstaltningerne i § 7 finder ligeledes anvendelse på bedrifter, såfremt disse bedrifters beliggenhed eller kontakt med den smittede bedrift, giver Fødevaredirektoratet anledning til mistanke om smittespredning.

Epidemiologisk undersøgelse

§ 9. En epidemiologisk undersøgelse iværksat i medfør af denne bekendtgørelse omfatter som minimum:

1)    Det tidsrum, hvor der kan være forekommet EHD på bedriften.

2)    Oplysninger om mulig oprindelse af EHD på bedriften samt identifikation af andre bedrifter, hvor der findes dyr af modtagelige arter, som kan være blevet smittede ad samme vej.

3)    Angivelse af vektorernes forekomst og fordeling.

4)    Oplysninger om flytninger af dyr af modtagelige arter fra eller til bedriften, herunder fjernelse af døde dyr af modtagelige arter.

Kapitel 5

Beskyttelseszone

§ 10. Når der er konstateret EHD, jf. § 6, opretter Fødevaredirektoratet en beskyttelseszone omkring den smitteramte bedrift. I beskyttelseszonen er al flytning af dyr af modtagelige arter forbudt, jf. dog stk. 2, og ejer eller bruger af bedrifter med dyr af modtagelige arter skal:

1)    Informere Fødevareregionen om bedriftens nøjagtige beliggenhed samt antal af dyr af modtagelige arter og af antallet af dyr af andre dyrearter, der holdes på bedriften.

2)    På Fødevareregionens anmodning lade dyrene underkaste en regelmæssig klinisk inspektion.

3)    På Fødevareregionens anmodning lade udtage prøver af dyr af modtagelige arter med henblik på gennemførelse af en laboratoriemæssig undersøgelse for EHD.

Stk.2. Fødevareregionen kan dog på nærmere fastsatte vilkår tillade, at dyr af modtagelige arter fjernes fra bedrifter i beskyttelseszonen, såfremt de transporteres direkte til:

1)    Et slagteri udpeget af Fødevaredirektoratet til nødslagtning.

2)    Under særlige omstændigheder til et andet sted i beskyttelseszonen.

Stk. 3. Avlsmateriale må ikke til eller fraføres bedrifter uden Fødevareregionens tilladelse.

Stk. 4. Fødevaredirektoratet kan udvide eller indskrænke beskyttelseszonen.

Stk. 5. Beskyttelseszonen ophæves af Fødevaredirektoratet.

Overvågningszone

§ 11. Samtidig med oprettelse af den i § 10 omhandlede beskyttelseszone opretter Fødevaredirektoratet en overvågningszone. I overvågningszonen skal følgende bestemmelser overholdes:

1)    Ejer eller bruger af bedrifter med dyr af modtagelige arter skal informerer Fødevareregionen om bedriftens nøjagtige beliggenhed samt antal af dyr af modtagelige arter og antallet af dyr af andre dyrearter, der holdes på bedriften.

2)    Dyr af modtagelige arter må ikke flyttes ad offentlig vej, med mindre de føres til græsning eller opstaldning, dog kan Fødevareregionen tillade, at dyr af modtagelige arter føres i transit uden aflæsning eller ophold, ad vej eller jernbane.

3)    Køretøjer og materiel, som er anvendt inden for overvågningszonen til transport af dyr af modtagelige arter samt eventuelt forurenet materiale fra en bedrift eller fra et slagteri, der ligger i overvågningszonen, må ikke fjernes, uden at disse er blevet rengjort og desinficeret efter Fødevareregionens anvisning.

4)    Avlsmateriale fra dyr af modtagelige arter må ikke til- eller fraføres en bedrift uden Fødevareregionens tilladelse.

Stk. 2. Transport af dyr af modtagelige arter i henhold til stk. 1 må kun finde sted med Fødevareregionens tilladelse.

Stk. 3 . Fødevareregionen kan dog på nærmere fastsatte vilkår tillade, at dyr af modtagelige arter fjernes fra bedrifter i overvågningszonen, såfremt de transporteres direkte til:

1)    Et slagteri udpeget af Fødevaredirektoratet til omgående slagtning.

2)    Under særlige omstændigheder til et andet sted i overvågningszonen.

Stk. 4. Fødevaredirektoratet kan udvide eller indskrænke overvågningszonen.

Stk. 5 . Overvågningszonen ophæves af Fødevaredirektoratet.

Kapitel 6

Vaccination

§ 12. Det er ikke tilladt at vaccinere mod EHD, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Fødevaredirektoratet kan ved udbrud af EHD påbyde vaccination af dyr af modtagelig arter.

Kapitel 7

Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 13. Med bøde straffes den, der:

1)    Overtræder § 2, § 3, § 4, stk. 1, nr. 1-4, nr. 5, 1. pkt., eller nr. 6-9, eller stk. 6, § 5, jf. § 4, § 7, stk. 1, nr. 2 eller nr. 3, 1. pkt., eller stk. 3, § 8, jf. § 4, § 10, stk. 1, § 11, stk. 1, jf. §10, eller § 12.

2)    Tilsidesætter anvisninger eller vilkår fastsat i medfør af §4, stk. 1, nr. 5, 2. pkt., eller stk. 4 eller 5, § 7, stk. 1, nr. 4, 2. pkt., § 10 stk. 2 eller § 11, stk. 1, nr. 2 eller 3.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. marts 2003.

Fødevaredirektoratet, den 6. marts 2003

P.D.V.
Preben Willeberg

/Birgit Hendriksen

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen gennemfører dele af Rådets direktiv 92/119/EØF af 17. december 1992 om generelle Fællesskabs foranstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme samt om specifikke foranstaltninger vedrørende blæreudslet hos svin (EF-tidende 1993 L 62 s. 69).


Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00