Kontreadmiral Nils Wang. Foto: Forsvarsakademiet.

Tidligere chef for Søværnet og nuværende chef for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, fylder 60 år i april næste år og går derfor på pension ved april måneds udgang. Dagen efter starter han som direktør for Naval Team Denmark, der er en brancheforening for danske virksomheder, der leverer til det danske Søværn og til andre landes søværn. Det bekræfter Nils Wang over for forsvarsmediet Olfi.

Dermed fortsætter trafikken af topchefer fra Forsvaret, der ved deres pensionering går mere eller mindre direkte over i jobs i forsvarsindustrien eller til konsulentfirmaer, der arbejder for Forsvaret.

Som nytkampfly.dk kunne fortælle i starten af oktober, så gik der kun tre måneder fra chefen for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, generalløjtnant Niels Bundsgaard, lod sig pensionere i slutningen af juni til han den 1. oktober startede som seniorrådgiver hos Danmarks største forsvarsvirksomhed, Terma, der i forvejen har tidligere forsvarschef Tim Sloth Jørgensen ansat.

Og i går lørdag kunne vi så fortælle hvordan nuværende viceforsvarschef Per Ludvigsen den 1. november starter i en stilling som seniorrådiver hos konsulentfirmaet Struensee & Co. Det sker dagen efter Ludvigsens sidste arbejdsdag i Forsvaret. Struensee & Co har været pennefører på den stærkt udskældte budgetanalyse, som flere konsulenthuse og Forsvarets ledelse – her i blandt Per Ludvigsen – har arbejdet intensivt på at udarbejde de senere måneder op til onsdagens præsentation af regeringens udspil til nyt forsvarsforlig. Budgetanalysen identificerer en lang række små og store effektiviserings- og besparelsesmuligheder, som skal gennemføres parallelt med den styrkelse af Forsvaret, som regeringen også lægger op til.

Hvad kan en brancheforening, en forsvarsvirksomhed eller et konsulenthus så bruge en tidligere militær topchef til? Ja, først og fremmest til at åbne døre i det danske forsvar og ikke mindst internationalt. I denne uge var Nils Wang eksempelvis til en eksklusiv rundbordsdiskussion i Reykjavik hvor nummer to i US Coast Guard, admiral Charles D. Michel, også deltog. En god mand at kende i lyset af at US Coast Guard råder over rigtig mange skibe – og sikkert snart får brug for nye.

De pensionerede militærbosser kan også være med til “tilfældigvis” at bringe sælgere og købere i samme rum. Noget som især udenlandske forsvarsvirksomheder sætter stor pris på. Det kunne eksempelvis være ved at den pensionerede militærchef inviterer sine tidligere chefer fra Forsvaret, som eksempelvis nu er chef for forsvarets indkøb eller viceforsvarschef, til fødselsdagsreception, hvor dem han/hun arbejder for i dag, “tilfældigvis” lige kan få en snak med dem. Det har vi set et eksempel på tidligere – med netop Ludvigsen og Bundsgaard i centrale roller.

Det var da de deltog i en fødselsdagsreception for den tidligere chef for Flyvevåbnet, Ebbe Rosgaard, der i dag arbejder for public affairs-firmaet Rud Pedersen, der har haft kunder som SAAB, BAE Systems og Scania i folden samt nu arbejder for Thales og Raytheon. I Rud Pedersen arbejder også Stig Østergaard Nielsen, der også har en fortid som chef for Flyvevåbnet.

Og så giver det bare ekstra tyngde overfor især amerikanske kunder, at en repræsentanterne for ens virksomhed er “retired from service”. Så ved man han er en “stand up guy”, som ved hvad han taler om. Naval Team Denmark arbejder blandt andet for at skaffe udenlandske kunder til flere fregatter af Iver Huitfeldt-klassen og støtteskibe af Absalon-klassen. Begge to fleksible skibstyper, som Nils Wang var en af hjernerne bag designet af.

Wang, Ludvigsen og Bundsgaard er en del af en større gruppe topchefer, som i år og næste år runder 60 år og derfor pensioneres fra Forsvaret. Generalmajor Finn Winkler, gik på pension i juli og forlod dermed posten som chef for Hjemmeværnet. Bedømt ud fra hans Linkedin-profil har Winkler indtil videre valgt pensionisttilværelsen. Kontreadmiral Finn Hansen, der indtil sin pension i juni var chef for Udviklings- og Koordinationsstaben i Værnsfælles Forsvarskommando er i dag bestyrelsesmedlem og strategisk rådgiver i forsvarsrådgivningsvirksomheden ConXus, som blandt andet arbejder tæt sammen med Lockheed Martin. Efter en indkøringsperiode afløser Finn Hansen Ove H.-G. Hoff på posten som bestyrelsesformand. Hoff har også en lang karriere i Forsvaret bag sig.

image

Website Pin Facebook Twitter Myspace Friendfeed Technorati del.icio.us Digg Google StumbleUpon Premium Responsive

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *