Kørekort kan påføre virksomheder betydelige byrder

Regeringen vil til enhver tid iværksætte de nødvendige tiltag, hvis der konstateres lovovertrædelser i fødevarevirksomhederne. Men formålet med Erhvervskørekortet er, at give myndighederne mulighed for, at mindske lovovertrædelser ved at inddrage kortet, og det kan regeringen ikke tilskutte sig. Kortet kan påføre såvel virksomhederne som det offentlige betydelige udgifter og administrative byrder, hvilket ikke er i tråd med regeringens politik om at styrke iværksætterlysten.
Tina Møller
Dokumentation

Spørgsmål 189:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen (pdf) af 7. februar 2003 fra Horesta om erhvervskort/kørekort."

Svar:

Jeg skal henvise til vedlagte besvarelse af brev fra Horesta.

 

 

 

 

Mariann Fischer Boel

Jacob Hørslev Christiansen

 

 

 

Horesta

Att.: Direktør Lone Njor Hulth

Vodroffsvej 32

1900 Frederiksberg C

Den 7. marts 2003

J.nr.: 2003-4230-0052

 

 

Kære Lone Njor Hulth

Tak for dit brev af 7. februar 2003 vedrørende autorisationsordning for restaurationsvirksomheder.

Diskussionen om at indføre en autorisationsordning med et såkaldt "kørekort" eller "erhvervskørekort" til fødevarevirksomheder har jævnligt været oppe de senere år. Med beslutningsforslagene B 74 og B 77 har nu har såvel Socialdemokratiet som Dansk Folkeparti fremsat beslutningsforslag om, at regeringen pålægges at indføre en sådan ordning. Forslagsstillerne anfører, at formålet med at indføre en sådan ordning er, at en ordning vil give myndighederne mulighed for at inddrage erhvervskortet således, at personer kan hindres muligheden for at drive fødevarevirksomhed, hvis de groft eller gentagne gange har undladt at overholde lovgivningen. Behovet for en sådan ordning skulle således være begrundet i, at antallet af overtrædelser af lovgivningen er uacceptabelt højt.

Der skal ikke herske tvivl om, at regeringen til enhver tid vil iværksætte de nødvendige tiltag, hvis der konstateres lovovertrædelser i fødevarevirksomhederne. I forbindelse med spørgsmålet om indførelsen af en erhvervskørekortordning må man imidlertid gøre sig grundige overvejelse om, hvorvidt indførelse af en sådan ordning står i et fornuftigt forhold til den bagvedliggende hensigt, som i dette tilfælde skulle være problemer med, at en for stor del af virksomhederne ikke overholder lovgivningen.

Overvejelserne bør særligt kredse omkring, hvorvidt antallet af lovovertrædelser og karakteren af disse, set i forhold til de sanktionsmuligheder, som vi har med den nuværende lovgivning, står i et rimeligt forhold til de samfundsmæssige omkostninger, det vil have at indføre en ordning med erhvervskørekort. Ligeledes bør man være opmærksom på de retssikkerhedsmæssige konsekvenser det har, at indføre så vidtgående lovgivning, som det er at kunne fratage personer retten til at udøve et erhverv. Endelig er det naturligvis meget væsentligt at overveje, om en sådan ordning reelt vil føre til en nedgang i antallet af lovovertrædelser.

Under 1. behandlingen af B 74 og B 77 den 25. februar 2003 lagde regeringen ikke skjul på, at man ikke kan støtte de to beslutningsforslag i deres nuværende form. Denne afvisning beror på, at regeringen ikke finder, at en ordning som skitseret i B 74 og B 77 faktisk vil kunne bidrage til en løsning af problemerne, særligt i relation til skatte- og momsunddragelse og overtrædelse af fødevarelovgivningen, idet den eksisterende lovgivning allerede rummer de fornødne kontrol- og sanktionsmuligheder over for de relativt få virksomheder, der ikke overholder reglerne. Ligeledes vil en sådan ordning kunne virke som en hæmsko for etablering af nye virksomheder og modvirke den positive virkning, som etablering af mindre virksomheder kan have for integrationen. Endvidere vil den kunne påføre såvel virksomhederne som det offentlige ikke ubetydelige udgifter og unødige administrative byrder, hvilket ikke er i tråd med regeringens politik om at styrke iværksætterlysten, og at der skal være mindre bureaukrati.

 

Efter debatten under 1. behandlingen ser regeringen frem til en konstruktiv udvalgsbehandling og debat, hvor også brancheorganisationerne har mulighed for at give deres mening til kende. Herved kan vi få belyst alle forhold i denne sag og på den baggrund nå frem til en fornuftig løsning.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Mariann Fischer Boel


Altinget logoForsvar
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget forsvar kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00