Magtens arkivlov

Under mediernes store bevågenhed om finanslov 2003 i Folketinget og EU-topmødet i København vedtog Folketinget den 3. december 2002 i al ubemærkethed en ny arkivlov, som er skruet sådan sammen, at den nødvendigvis må betegnes som: "Magtens arkivlov".

Vedtagelsen blev overraskende nok enstemmig, idet samtlige politiske partier i Folketinget fra det yderste venstre til det yderste højre var for. Enstemmigheden må også være kommet overraskende for Politiken, som ellers fastslog i en lederartikel, at arkivloven blev vedtaget af "et flertal", og tilføjede: "Den nye lovtekst er ikke andet end en let omgang med pudderkvasten på en oldings rynkede hud".... "de små forbedringer er næsten til grin".

Som bruger af Rigsarkivet og Landsarkivet på Jagtvej gennem et kvart århundrede, og i de seneste ti år som medlem af et i arkivloven indføjet tilgængelighedsudvalg, der skal give gode råd til kulturministrene, har jeg fulgt udviklingen tæt.

Arkivlov fra 1889
Medens vore nordiske nabolande vedtog den ene forbedrede arkivlov efter den anden med klare bestemmelser om tilgængelighed, holdt Danmark stædigt fast på en arkivlov fra 1889. Loven blev underskrevet af Kong Christian den Niende, men arkivadgang blev end ikke nævnt i lovteksten. Det drejede sig kun om placeringen af embedsmænd i Rigsarkivet, og hvilke lønrammer, de tilhørte.

De afleverende arkivejere bestemmer suverænt. De bestemmer også, om de gider svare på henvendelser.

Leif Larsen
Journalist og forfatter, om den nye arkivlov

For de mange tusinde brugere af de offentlige arkiver var det uforståeligt, at der skulle et 100 års jubilæum til, før danske lovgivere trak i arbejdstøjet. Indtil 1992 var det kun cirkulærer og bekendtgørelser, der styrede forskernes og den brede offentligheds forsøg på at kigge magthaverne over skuldrene. Som hovedregel blev de fleste nægtet adgang til landets historie.

Den seneste snes år i forrige århundrede foregik der en hård styring af en enevældig rigsarkivar, Vagn Dybdahl. Han var i store træk ophavsmanden til den første arkivlov i 1992, kort før han blev pensionist.

Uindbudte Mærsk
Loven er ændret tre gange siden 1992. Senest december 2002 efter en høring, hvor 59 myndigheder og organisationer deltog. Men også uindbudte deltog. Det gjorde Mærsk Olie og Naturgas A/S i et brev 22. marts 2002 til Kulturministeriet. Det handlede om en protokol af 16. juli 1962. Mærsk krævede, at protokollen, som var en enerets­bevilling fra den danske stat til rederiet A.P. Møller til indvinding af kulbrinter i den danske undergrund skulle være omfattet af, som det hed i brevet: "En tidsubestemt hemmeligholdelse af prøver, rapporter og regnskaber eller andet materiale eller oplysninger herom ".

Protokollen fra 1962 blev indgået og underskrevet af skibsreder A.P. Møller, medens statsminister Viggo Kampmann (S) underskrev for regeringen. Prisen var 100 kr. for at overtage hele Danmarks undergrund fra den danske stat i 50 år. Den givtige gas - og olieområder i Danmarks undergrund - som gennem årene har indbragt milliarder af kroner - tilhører frem til 2012 Mærsk-koncernen.

I dag 40 år efter, har det vist sig at være en nærmest skattefri guldgrube, som det vil være interessant for offentlighed, forskere og journalister at få fri og uhindret adgang til.

Hækkerup indisponibel
Der gemmer sig artige historier i forarbejderne til denne sag. Blandt andet om, at havområdet med navnet "Ekofisk", som senere viste sig at være meget udbytterigt, havnede hos nordmændene, fordi den daværende udenrigsminister, Per Hækkerup havde været indisponibel under forhandlingerne.

Her findes også forslaget om at regeringen som tak, fordi A.P. Møller ville overtage dansk undergrund, (sammen med de to amerikanske koncerner Gulf Oil og Shell) skulle dekoreres med den fornemmeste danske orden, Elefantordenen. A.P. Møller blev imidlertid syg og døde i 1965. Derfor nåede han ikke at blive dekoreret.

Minister afblæser kulturkampen
I Politikens kronik 4. januar i år, "afblæser" kulturminister Brian Mikkelsen "kulturkampen", men der bruges ikke megen plads på omtalen af arkivloven.

Kun fire linier, bliver det til; men han bekræfter dog kritikken af loven, idet han lægger vægt på, at det er en lov, der "værner om ret­tighedshavernes rettigheder og liberaliserer med omtanke".

Retttighedshavernes rettigheder
Netop dette, at værne om rettighedshaverne, fortsætter i den nye arkivlov. Loven siger klart, at det hverken er rigsarkivaren eller tilgængelighedsudvalget, som kan afgøre retten til at få adgang til arkiverne. Det er kun den myndighed, der har indleveret arkiverne, som kan sige ja eller nej, eventuelt suppleret med en ministerafgørelse.

Det har været det centrale, når kunder i Rigsarkiv eller Landsarkiver klager over afslag. Rigsarkivaren kan godt sige ja, men siger Civilretsdirektoratet, Justitsministeriet eller Udenrigsministeriet eller andre ministerier og styrelser nej, er der så at sige intet at stille op.

De afleverende arkivejere bestemmer suverænt. De bestemmer også, om de gider svare på henvendelser.

Intet svar fra Justitsministeriet
I februar 2002 spurgte jeg i et brev til Rigsarkivet, om det ikke snart var på tide at tilbagelevere de mange breve, som anklagemyndighederne havde beslaglagt til og fra politiske fanger i danske fængsler og lejre under den tyske besættelse.

Disse eksproprierede breve ligger i dynger i sagsmapperne både i Landsarkivet på Jagtvej og i Rigsarkivet. Derfor er der stillet det relevante spørgsmål om ejendomsretten til brevene.

Rigsarkivar Johan Peter Noack sendte straks anmodningen videre til "ejermanden" Justitsministeriet. Efter et år og efter mange rykkere er der stadig intet svar. Senest fik jeg brev 27. januar i år om at: "Justitsministeriet har på denne forespørgsel oplyst, at sagen er under behandling og at en afgørelse vil blive truffet snarest muligt."

I det hele taget er Justitsministeriet meget lidt udadvendt i arkivsager. Da der i 1997 skulle foretages en fordobling af tilgængelighedsudvalgets medlemstal fra fire til otte, fik Justitsministeriet godt nok en plads i udvalget; men den stol, der var påtænkt ministeriet har stort set stået tom i fem år, ofte endog uden afbud til udvalgsformanden.

Nilas hindrede adgang
Også Udlændingestyrelsens daværende direktør, Claes Nilas hindrede i mange måneder adgang til arkiver fra 1940-41 om tyske flygtninge.

Uden mindste besvær fik en ansat i Justitsministeriet adgang til disse arkivalier for at skrive bogen: "Fængselsvæsenet under besættelsen". Bogen udkom endog på Justitsministeriets eget forlag.

Efter en omfattende brevveksling endte min ansøgning med afslag fra Udlændingestyrelsen.

De forrådte
Kort efter afvisningen af arkivadgang, blev der på et loft i Sønderjylland fundet et arkiv om indespærringen af 100 Hitler - flygtninge som politiske fanger i Horserødlejren i Nordsjælland fra juni 1940 til august 1941. Nu blev de omkring 100 sagsmapper et godt grundlag for bogen "De forrådte" udgivet på Gyldendals forlag, som jeg skrev sammen med cand. mag. Thomas Clausen. Det var en chokerende beretning om danske myndigheders behandling af tyske flygtninge i Danmark.

TV-journalist politianmeldt
Der er også sagen om TV-journalisten Poul Brink. Han søgte arkivadgang til en aftale mellem USA og Danmark efter at et amerikansk fly med fire brintbomber ombord var knust på indlandsisen i Grønland.

Resultatet af arkivadgangen blev bragt i TV-avisen uden indgriben, men da de samme oplysninger, som en million danskere havde set på TV-skærmen, blev faxet til en tidligere amerikansk viceudenrigsminister, faldt hammeren.

Rigsarkivar Noack anmeldte Poul Brink til Gladsaxe Politi (formentlig efter et råd fra Justitsministeriet) og hele landet lå flade af grin over politianmeldelsen. Den blev afvist af politiet, og en undrende rigsarkivar opgav anmeldelsen.

Pligt til at journalisere
Det er ikke første gang rigsarkivaren er blevet forundret. Det skete også, da Folketingets ombudsmand i 1994 meddelte, at Noack havde magt til at forlange, at alle offentlige myndigheder havde pligt til at journalisere ind - og udgående post i journalsystemer. Det ville være et godt hjælpemiddel til borgere, der kunne anvende dem, hvis de ville have aktindsigt i ganske bestemte sager.

Dengang afviste Noack at det var hans pligt at fremtvinge lettere adgang for borgerne til arkiverne både statslige og kommunale. Det ser ikke ud til, at han siden har ønsket at følge det fornuftige råd, han fik fra Folketingets Ombudsmand.

Lynhugtig beslutning
Da arkivloven skulle revideres, traf daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) formentlig efter rådslagning med ministeriets embedsmænd en lynhurtig beslutning den 25. oktober 2000. Hun nedsatte "Kulturministeriets arbejdsgruppe til revision af arkivloven".

Rigsarkivaren blev formand, omgivet af et solidt flertal af ministerielle embedsmænd, som de følgende måneder majoriserede den lille gruppe brugere, som var indsat i arbejdsgruppen for at give det et skær af troværdighed.

Det var antagelig en ide, fostret af magtens mænd i Kulturministeriet. De ville undgå, at arkivlovens tilgængelighedsudvalg skulle blive blandet ind i revision af loven.

Det var et smart skaktræk, som skulle sikre, at arkivlovens hidtidige gummiparagraffer blev bevaret. Titlen "Revision af arkivloven" signalerede, at der var lagt op til ændringer, men punkt for punkt afvistes de mange forslag, som arkivbrugerne havde ønsket.

Det fremgik af konklusionen, at et markant flertal ønskede at bevare arkivlovens hidtidige form og indhold. Syv embedsmænd blev som en cementblok markeret mod gruppens fire arkivbrugere ved hver eneste spektakulære afstemning.

I betragtning af, at alle gruppens elleve medlemmer var travle mennesker, der i forvejen havde fyldte kalendere, var det mageløst, at der kunne produceres 250 sider efter 13 møder på få måneder.

Sat ud af spillet
Samtidig blev tilgængelighedsudvalget sat ud af spillet. Efter lovens bogstav havde rigsarkivaren fra 1992 været underlagt det af kulturministeren nedsatte tilgængelighedsudvalg på først fire og siden otte medlemmer.

Udvalget kunne stille krav til Rigsarkivaren om årsrapporter, der gav oplysninger om arkivernes tilgængelighed. Udvalget kunne også indkalde rigsarkivaren til møder for at forklare og uddybe, hvorfor en række sager var endt med afslag på arkivadgang.

Nu blev det den omvendte verden. Rigsarkivaren blev øverste chef. Nu var det ham, der kunne indkalde tilgængelighedsudvalget til møde og sætte dagsordenen. Det blev kun til et enkelt møde mellem tilgængelighedsudvalg og arbejdsgruppe.

Selvom der på dette møde blev rejst en række krav om større arkivåbenhed, er der intet referat eller gennemgang af de forslag udvalget kom med på mødet, måske fordi tilgængelighedsudvalgets medlemmer havde udtrykt ønske om en fremtidig arkivlov, der lå tæt op ad de brugerinteresser, som et mindretal i arbejdsgruppen havde foreslået.

Blandt andet var der begge steder ønsker om at udvide den funktion, som kaldes screening af arkiverne, det vil sige overstregning af navne og personoplysninger i arkivalier, som efter overstregninger kunne frigives til arkivansøgere.

Brugerne i arbejdsgruppen kom endog med et konkret oplæg til et uvildigt screeningsnævn, suppleret med et notat fra historieprofessor Poul Willaume. I notatet fortalte han om et uafhængigt screeningsnævn i USA, som havde adgang til alle dokumenter før de blev screenet for at kontrollere, om det nu også var nødvendigt at strege oplysningerne over.

Forslaget om et sådant uvildigt nævn mødte hård modstand fra embedsmændene. Det forsvandt da også ud af det arkivlovsforslag, som blev fremsat af kulturminister Brian Mikkelsen den 17. april 2002.

Milioner forsvandt i al hemmelighed
For at likvidere screeningen, var der i al hemmelighed, uden nogen form for debat, forsvundet fem millioner kroner på finanslov 2002 til en særlig screeningspulje, som Udenrigs- og Forsvarsministeriet havde delt de senere år, og som på forslag fra Tilgængelighedsudvalget skulle udvides betydeligt. Arbejdet med at lade embedsmænd overstrege personnavne og personoplysninger havde betydet, at der kunnet frigives flere arkivalier til arkivansøgere.

Da kulturministeren inddrog de fem mill. kr. på Finansloven i 2002 og igen i 2003 forsvandt screeningen helt og dermed den øgede arkivadgang.

Der blev gjort ihærdige forsøg i Folketinget på at genindføre screening af arkiver, men det mislykkedes. Dermed forsvandt endnu en mulighed for at "sparke dørene ind til arkiverne", som Brian Mikkelsen havde trompeteret ved arkivlovens fremsættelse.

Ankenævn afvist
Et andet fælles ønske mellem mindretallet i ministeriets arbejdsgruppe og tilgængelighedsudvalget var etablering af et ankenævn, hvor der kunne klages fra arkivbrugere, der fandt at afslag var kritisabelt.

Et ankenævn blev imidlertid afvist af arbejdsgruppens flertal, og 3. december 2002, da Folketinget endelig vedtog revision af arkivloven var forslaget også forsvundet.

Det dukkede dog op igen, da Folketingets og regeringens officielle talerør "STATUS" 17. december 2002 oplyste. (citat) "at der oprettes et ankenævn, der giver borgerne mulighed for at få afprøvet en administrativ afgørelse om afslag på en ansøgning. Her kan nævnes, at nævnet skal være på tre medlemmer, en dommer som formand samt to repræsentanter for henholdsvis forskningen og forvaltningen". (citat slut).

Glæden over at elleve års kamp for at få et egentligt klagenævn var lykkedes blev kortvarig. Bladets ansvarshavende redaktør måtte erkende, at der var tale om en fejl. Vi har stadig et ankenævn til gode på arkivområdet.

Der er nu lovfæstet et styresystem, som fra 1. juli i år genindfører en arkivlov fra enevældens tid. Vi er tilbage ved "start" i 1992, hvor magtfulde embedsmænd tillod arkivadgang til arkiverne, fortrinsvis, hvis ansøgerne ikke var kritiske overfor det bestående system.